Når et navn siger det hele
Amerikanske Slutvomit har spredt sonisk skræk og rædsel, siden deres debut, Swarming Darkness, udkom i 2006. Trods dette, så lyder deres musik som noget, man har fundet i en tidskapsel fra 1984, dvs. tidlig Slayer møder Venom møder Sodom med et drys Bathory udover. Altså skinger, lynhurtig og bombastisk musik om Satan og alle hans små, hornede venner.
Men med et navn som ”Slutvomit”, så ville det også være bizart at forvente noget andet. Så hvis du ud fra navnet forventede sløve jazz-ballader om, hvor svært det er at være fattig i en storby eller romantiske kvad om den første kærlighed – så bliver du nok en kende overrasket.
Spil noget med… Hov, vent lidt!
Musikken på Copulation of Cloven Hooves er ret så simpel. Formålet er tydeligvis at skabe noget musik der – med det samme – får folk til at kaste horn, vælte rundt og headbange så hurtigt som muligt. Det er der absolut intet i vejen med, men deres proto-black lyd er bare ikke unik eller ny. Det er gjort mange gange før de sidste 30 år, så der er ikke en mangel på bands, der lyder som Slutvomit – eller rettere omvendt. Ergo risikerer Slutvomit at blive overset eller glemt, da de ikke har noget over sig, der gør, at de fanger deres publikum. Det kan dog være, at deres liveshows er geniale, og det dermed er sådan, de indfanger folk, for musikken er ikke nok. De ni sange lyder allesammen som sange, der blev skrevet for år tilbage, og den største forskel er måske kun det faktum, at Copulation of Cloven Hooves lyder bedre, da albummet er produceret i 2019 og ikke i 1984. Men derudover, så føler man tit og ofte, at man sidder og hører nogle glemte b-side demoer fra fx Slayers Show No Mercy eller Mayhems Deathcrush. Der er ikke megen variation mellem de ni numre, så det føles hurtigt, som om man hører det samme nummer igen og igen og igen – hvilket aldrig er en god ting, medmindre det ene nummer altså er fuldstændigt genialt. Dette er dog ikke tilfældet med nogle af numrene på denne skive – desværre.
Det skal dog siges, at der heller ikke er nogen dårlige numre, og det er heller ikke en dårlig plade. Men det er dog en omgang uinspireret, retro-gøgl lavet til de typer, der ikke mener, der er lavet en god metalskive siden midten af 80’erne – og fred være med det, der er jo et publikum til alt.
Ekstrem ensformig
Hvis Copulation of Cloven Hooves var udkommet i 1984, havde den fået mærkaten ”extreme metal”.
Det sker dog ikke i dag. Det eneste ekstreme ved musikken er, hvor ekstremt repetitiv og ensformig den er. Jo jo, drengene fra Seattle spiller da røven ud af bukserne, og det foregår med 360 kilometer i timen, men det er så også dét, de kan. Det går så stærkt, at der ikke er tid til at se sig tilbage – hvilket de nok burde have gjort et par gange, for så havde de nok set, at der altså var et og andet i vejen. Så den endelige dom må være, at hvis man er til totalt ”öld skööl extreme metal”, så vil man nok synes, at albummet er top fjong. Men har man forstået den gregorianske kalender, og er man derved med på, at vi skriver 2019 – så vil man nok blot se på det som en tidsfortabt kuriositet.