Dansk “debut” er uhyre spændende, men svinger desværre ikke nok.

Slet alt – vi prøver igen 

Tilbage i 2004 så det danske band Hjortene dagens lys. De dansksyngende stoner/fuzz-drenge kom med en håndfuld udgivelser op gennem årene af ganske glimrende kvalitet, men nu er bandnavnet ændret til The Sledge og sproget til engelsk.  

Debutalbummet, hvis man kan kalde det det, hedder On the Verge of Nothing, og det er aldeles fornuftigt, men med væsentlige mangler.  

Mesterlig sangskrivning – mangelfuldt groove 

Stilen hos The Sledge er en meget behagelig hybrid mellem stoner, doom og sludge. Umiddelbart ligger det lige til højrebenet kun at sammenligne med stoner som Fu Manchu og Corrosion of Conformity. I løbet af pladens seks reelle numre høres dog også en slat doom og en smule sludge, der ret så ofte får undertegnede til at tænke på Down; og det kan vi lide! Skør sammenligning, tænker du? Nej, slet ikke. Når The Sledge er allerbedst, lyder de nemlig som Down i deres velmagtsdage. Det er store ord, men talentet for at skrue nogle uhyre interessante og medrivende sange sammen – og ikke mindst eksekvere dem – er i den grad på plads. Lyt bare til “179 Liars” og “Yet Untitled” – det er rigtig fede numre, der straks fremkalder klassisk stoner-positur: gyngende nakker, hænderne i lommen og surt fjæs. Meget surt fjæs!

Albummet er indspillet live i studiet på kun to dage med alle mand i samme lokale. På denne måde kan man indfange alle fede vibes, samspil og energi, og hvis alt klapper, kommer der som regel noget rigtig godt ud af det. Dog er det, som om de to dages studietid alligevel har været for lidt og måske stresset bandet en smule, for nu er det, de føromtalte væsentlige mangler kommer ind i billedet. Det tunge gyngende groove, som er altafgørende i denne genre, er på store dele af pladen ikke gyngende nok – hvis det i det hele taget er der. På de to føromtalte numre lykkes det glimrende, men på resten af pladen bliver den tilbagelænede tilgang en kende for slatten og uengageret, og man ender med at falde om i sofaen, mens man ærgrer sig over, hvad man kunne have fået, hvis bandets grooves bare havde siddet i skabet. Det er, som om bandet ikke “føler det”, og det svinger simpelthen ikke.
En anden væsentlig faktor, der trækker helhedsindtrykket lidt ned, er spilletiden. On the Verge of Nothing byder på otte numre, men her skal det mystiske lille interlude “Like Shit” trækkes fra sammen med det instrumentale “Flammehav” – der i øvrigt rummer alt for meget ganske forfærdelig saxofon(!) – og det efterlader os med kun seks reelle sange og en spilletid på 30 minutter.

Det lover godt for fremtiden 

Lige så meget som jeg jubler og danser en improviseret glædesdans over at lille Dannevang endelig har et band, der kan spille stoner/sludge/doom på denne måde, lige så meget ærgrer jeg mig over pladens mangler. Havde The Sledge leveret en skive med otte-ti numre på niveau med “179 Liars” og “Yet Untitled”, og havde det gynget og groovet, som de to numre faktisk gør ret så fedt, så havde karakteren herfra været oppe i den helt sjove ende. Indtil videre må og skal vi holde øje med disse fyre, for nøj, hvor kan de skrive og spille rigtig fed musik.