Det begynder at blive decideret pinligt
You either die a hero …
Da jeg for små to år siden anmeldte det seneste album fra Six Feet Under, det ganske uimponerende album Killing for Revenge, satte jeg store fede spørgsmålstegn ved frontmand Chris Barnes og hans mildest talt skrantende vokal. Og jeg var langtfra den eneste. Jeg brugte ord som uinspireret, tynd og sågar uværdig, og da selve musikken heller ikke var specielt spændende, luftede jeg tanken om, at bandet måske burde trække stikket, inden det bliver pinligt. Det blev så ikke tilfældet. Six Feet Under er nu ude med deres femtende langspiller, som bærer navnet Next to Die, og det er da oplagt at håbe, at den titel kunne sige noget om bandets snarlige skæbne, hvis det fortsætter på denne måde.
En sofa med aftryk viser mere initiativ
At Six Feet Under har været kedelige i en del år, og at legendariske Barnes virker træt og færdig, er ikke nogen nyhed. Men man er da alligevel spændt, når koryfæerne udgiver nyt. Kunne det være, at dette nye album er bare en anelse mere spændende end det forrige? Nej, ikke rigtig. Allerede kort inde i åbneren, “Approach Your Grave”, står det nemlig lysende klart, at det ikke blot er den udbrændte vokalist, der er problemet. Resten af bandet samt en utrolig tynd produktion skænder ligeledes albummet med slatne og ugidelige præstationer. Bevares, en skrabet produktion og en lyd af slidt demo kan i mange tilfælde tilføre genren lidt rustik patina, men i dette tilfælde er det bare ikke upoleret på den fede måde. Tværtimod. Og mens Barnes, der tydeligvis ikke kan growle mere og sågar mumler sig igennem blodfattige “Mutilated Corpse in the Woods”, slæber sig afsted gennem pladen, kan man som lytter kun blive helt trist. Trist over det faktum at så stort et navn er blevet så træt, at de tydeligvis ikke orker at lave plader mere. Ideerne er der. Helt katastrofalt er det ikke. Men på ingen parametre er gennemslagskraften, som den burde være, og derfor bliver potentialet i numre som “Skin Coffins” og “Naked and Dismembered” aldrig forløst. Og hvad er der egentlig galt med den lilletromme? Som kronen på værket på en plade, der i forvejen lider så rigeligt under diverse tvivlsomme beslutninger, lyder lilletrommen som et bliklåg fra en gammel madkasse. Jeg vil gå så vidt som at sige, at den får lilletrommen på St. Anger til at lyde, som om John Bonham, Keith Moon og Gene Hoglan havde velsignet den på trommernes alter i heavy-himlen. Den er decideret frygtelig.
Next to Die? Ja tak, gerne
Siden jeg faldt over cover-makværket Skeletons af Danzig, har jeg aldrig hørt et band levere så slap en indsats, at selv en hængekøje ville kalde det dovent. Hvis det så kom frem, at Six Feet Under ved en fejl havde udgivet udkastet til en demo, ville det forklare nogle ting, men det er der, vi er. Tre-fire skæringer på Next to Die har nogle absolut godkendte riffs, og hist og pist er der gode ideer at spore. Men Six Feet Under lyder som et band, der gav op, længe før de trådte ind i studiet. Hverken Barnes eller bandet har nogen dybde længere, og havde de ikke været et navn, havde vi aldrig hørt om dem. Man har lyst til endnu en gang at opfordre dem til at stoppe, mens legen er god. Men det er allerede for sent.
