Det er snart ikke sjovt længere…
Er toppen mon nået for længst?
I tilfældet Six Feet Under er jeg næppe den eneste, der efterhånden har tænkt, at bandet har sine bedste år bag sig. Den seneste håndfuld plader har ikke været i nærheden af eksempelvis debuten, Haunted, eller den solide Death Rituals. På forrige skive, Nightmares of the Decomposed, gik det endda helt galt for Chris Barnes og hans efterhånden meget slidte vokal. Musikken var glimrende, i og med man havde fået Barnes’ tidligere Cannibal Corpse-kollega Jack Owen med på guitar og ikke mindst som sangskriver, men de gutturale brøl fra frontmanden var meget langt fra fordums fylde og styrke.
For at bibeholde et positivt livssyn, kan det dog af og til være sundt for sjælen at give ting en chance mere. Killing For Revenge – første Six Feet Under-album i næsten fire år – landede for nylig på mit skrivebord, og hvem ved, måske er det godt nok til, at man ikke skal erklære bandet helt dødt endnu?
Den gamle cirkushest vil ikke hjem
“Know-Nothing Ingrate” sparker albummet fornemt i gang stærkt efterfulgt af “Accomplice to Evil Deeds” og “Ascension”. De tidligere så flot benyttede thrash-elementer skinner stadig tydeligt igennem hos USA’s fjerdebedst sælgende death metal-band nogensinde, og det rykker faktisk ganske fint. Chris Barnes’ vokal er dog temmelig flad og ensformig, men den fungerer trods dette udmærket som kontrast til den groovy death‘n’roll og fylder i al beskedenhed ikke ret meget. Gudskelov er den langt fra så slem som på forrige album.
Pladens gode takter er desværre hurtigt et overstået kapitel. “When the Moon Goes Down In Blood” har muligvis dette årtis mest irriterende riff, og i løbet af den ellers hæderlige “Hostility Against Mankind” bliver det tydeligt, at den i starten så passende vokal ikke er et aktivt valg, men snarere et nødvendigt onde. Chris Barnes growler fuldkommen uinspireret, tyndt og unisont hele vejen igennem. Hans stemme kan simpelthen ikke trække læsset mere. Det er så grelt, at det til sidst fremstår pinligt og decideret uværdigt. Og således fortsætter Killing For Revenge: generiske kompositioner, der ødelægges af den livstrætte Barnes og hans pensionsmodne røst. “Judgement Day” og “Bestial Savagery” rykker egentlig rigtig fedt – bortset fra vokalen, bevares – men inden da udsættes lytteren for “Neanderthal”, der, ganske passende i forlængelse af titlen, slæber sig himmelråbende langsomt, formålsløst og elendigt afsted. Er man glad for Chris Barnes og vil huske ham for sine gode præstationer, så undgå dette nummer. Av, av, av …
Men så slutter det 47 minutter lange album vel med et okay nummer, så det ikke er helt forfærdeligt, eller hvad? Nej, det er desværre heller ikke tilfældet. Som afslutter har Six Feet Under nemlig valgt et covernummer af Nazareth-klassikeren, “Hair of the Dog”. Det havde de ikke behøvet. Faktisk er det lige ved at kunne optræde som bonustrack på Danzigs soniske bæ af et coveralbum, Skeletons, som i Jeopardy giver kr. 1000,- i kategorien ‘noget, der bare MÅ være en joke, men slet ikke er sjovt’. Det skal bare glemmes lige med det samme. Tak for kaffe.
Det er en kunst at sige stop i tide
Ligefrem at erklære Six Feet Under for døde og færdige er nok lige at stramme den lidt. Men jeg forestiller mig, at selv den mest dedikerede fan vil være enig i, at Chris Barnes bestemt ikke lyder godt længere. Killing For Revenge er en ujævn plade med kun få gode numre og er bestemt ikke en bedrift, der bør nævnes som en af de første, når snakken falder på bandets efterhånden store bagkatalog. Selve musikken er rimelig uden at imponere, mens vokalen slet ikke er en legende værdig. Og med de ord skal det konstateres, at hverken nye eller gamle fans har ret meget at komme efter her. Killing For Revenge får fire små kranier, og Chris Barnes en opfordring om at stoppe, da det er længe siden, legen var god.
