all gallows
Sinocence - No Gods, No Masters Vol 1

No Gods, No Masters Vol 1

Udkom

Type:Album
Genre:Thrash metal
Antal numre:5

Officiel vurdering: 1/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Et makværk af fejl No Gods, No Masters Vol 1 uudholdelig at høre på

Sinocence er fra det eksotiske Nordirland, og er klar med deres tredje album No Gods, No Masters Vol 1. Denne kryptiske formulering kunne betyde, at der kommer en opfølger hertil, hvilket ikke er særlig heldigt. For på det her album er der ikke meget, der er værd at komme efter.

For ikke at starte for grumt ud vil jeg lige opridse de positive ting ved det her album. På nummeret "Long Way Down" er der en fabelagtig fed dubbing af vokalen på sætning "Long Way Down", soloen på åbningsnummeret "A Coda of Self Slaughter" er okay, og så er albummet kun på 5 numre med længde på kun lidt over en halv time. Det var det!

No Gods, No Masters Vol 1, er et album, der slet ikke hænger sammen. Det indtryk kommer allerede i intro på "A Coda of Self Slaughter". Introen er næsten to minutter lang, og det kan forventes at den vil skifte stil nogle gange, for at præsentere albummet, og for ikke at starte ud af ingenting, men otte gange er lige i overkanten. Otte stilskift der ikke hænger sammen. Otte! Jeg overvejede om det kunne være en form for ouverture, men de otte stilskift kan ikke pusles sammen med de andre nummer. Efter sådan en intro kunne det forventes, at de to soloer ville være i relativt forskellige stilarter, men det er ikke tilfældet de er næsten kedsommeligt ens. Denne her usammenhæng forekommer i alle numre på pladen.

Alligevel er det ikke der, No Gods, No Masters fejler grummest. Det er på produktion. I de første to numre er lyden så mudret og grumset, at det er næsten umuligt at skelne hvad Gareth "Moro" Morrow synger. Han mudre sammen med den distortede guitar og/eller distortede bas, og når det er noget der ikke mudre, så er det en stilspringende ren guitar, der leger rundt, og giver et tiltrængt pift til nummeret. Lydbilledet bliver kun værre på de tre næste sange. Lidt af den mudrede fornemmelse forsvinder, til gengæld lyder det, som om guitarforstærkeren er ved at brænde samme, den distortion er ikke rar at lytte til overhovedet. De få gange hvor der er plads til at lægge mærke til stortrommen, er den hul og uden punch. En masse forfærdelige frekvenser bliver trukket frem, det er de frekvenser, der booster s-lydene i vokalen og de skærende frekvenser i highhatten, som lige nøjagtig er noget man forsøger at fjerne i indspilning. På nummeret "West of Eden" var det så slemt at jeg tjekkede om det var mine højtalere det var galt med. Jeg er også helt sikker på at jeg kan høre flere deciderede fejl, bl.a. i klipning af vokalen, på nummeret "Occams Razors", en omkring 3:06.

Der er to grunde til, at jeg rigtig godt kan lide, at No Gods, No Masters Vol 1 kun er lidt over en halv time langt. Det ene er selvfølgelig, at det er så uudholdeligt at lytte til. Men for det andet viser det at man ikke behøver at udgive albums på over en time, med en 12-13 numre på. Jeg er vild med at der ikke behøver at være mere, og at det kan være så koncentreret. At det ikke lykkes for Sinocence, er en anden side af sagen, men Slayer gjorde det jo med deres legendariske Reign In Blood på 29 min og 3 sek.

Sinocence kan ikke få en højere karakter, når de hverken kan finde ud af at komponere eller producere en ordentlig plade. At der heller ikke er nogen riff, soloer eller hooks der bider sig fast, andet end sætningen "Long Way Down", hjælper heller ikke på sagen. Jeg håber for deres fans, at de er bedre live.

Trackliste: 1 – A Coda on Self Slaughter 2 – Long Way Down 3 – Occams Razors 4 – West of Eden 5 – Cruelty in Silence

Imusic

Tilføj kommentar