Galt eller genialt?
Den fynske musiker Simon Laulund har med albummet Persona: Elements igen vist os, hvor genialt han mestrer en guitar. Sidst vi stiftede bekendtskab med Simon Laulund var med EP’en Chronicles of Change fra ultimo 2020. Denne debut blev skabt i hjemmestudiet, alt imens samfundet var sat på pause under coronapandemien. I tiden, der er gået fra debut-ep’ens udgivelse til udgivelsen af Persona: Elements, har Laulund både færdiggjort en kandidat i musik på Syddansk Musikkonservatorium og fundet tid til at arbejde med gruppen Press to Enter. En travl mand med en masse projekter i støbeskeen.
Some Kind of Monster eller en Smooth Operator?
Der findes vel næppe en større instrumentalguitarist end Steve Vai, og det er i dén grad der, hvor Simon Laulund har hentet inspirationen fra. Helt fra barnsben i familiens stue, hvor trommerne blev udskiftet med Guitar Hero, vidste han, at han ville være rockmusiker. Simon Laulund har qua sin kandidat i musik og pædagogik fra musikkonservatoriet gjort det til en levevej at arbejde med musik. Både som underviser i musik og som musiker i eget navn. Simon Laulund er et klasseeksempel på en guitarist, der har opnået et absurd højt teknisk niveau.
Simon Laulund får det til at lyde legende enkelt, når han sætter fingrene på den 7-strengede Mayones-guitar eller på det velsmurte eksemplar af en vintage Fender Stratocaster, som i al sin enkelt- og beskedenhed frembringer de sprødeste lyde. Hvor instrumental musik desværre og ofte bliver et kedeligt bekendtskab efter første nummer, formår Simon Laulund at fange lytteren, og her er det svært at pege et enkelt nummer ud som mere fængende end andre. Som ofte sidder man som lytter til et musiknummer og venter i spænding på, hvornår en sanger bryder ud i sprød lyd, men ikke her. Det er ikke nødvendigt. Guitarspillet kan til fulde stå alene. Passionen for guitarspillet oser igennem højtalerne, og der er intet tilfældigt i hans musik. Hver akkord er minutiøst gennemarbejdet, og det lyder, som om at han kæler for sin guitar på samme måde, som en lidenskabelig elsker kæler for sin muse. Uden guitar, ingen skaberkraft. Ingen Romeo uden Julie. Ingen Simon Laulund uden guitar og vice versa. Det er lækkert, sprødt og delikat.
Det er et smagfuldt univers, man bliver indlemmet i, når man sætter sig og lytter til musikken. Det flotte lydunivers bliver bakket op af atmosfæriske toner, og Laulund får noter af blues, pop, metal, funk og jazz inkorporeret i musikken på fineste vis. På denne udgivelse er der numre som ”Dragonfly (Intro)” og ”Enter the Dragonfly”, der udover at være meget melodiøse og rolige, indgyder til, at man smækker benene op, lukker øjnene og blot lytter for til sidst at gribe luftguitaren og spille med. Det er smukt og ikke mindst rytmisk.
Eneste malurt i bægeret på denne ellers sublime udgivelse er, at de andre instrumenter lyder meget maskinelle. Som om der ikke er kælet for dem på samme måde som guitarspillet. Især keyboardspillet på nummeret ”Laulunds Lullaby” er malplaceret.
Rytmisk allround
Om der kommer mere fra Simon Laulund i eget navn, må tiden vise. Hvad der kunne være spændende, ville være at høre Laulund live. Han har en del gange optrådt på hjemegnen Assens, men at få udbredt kendskabet til ham vil være en gave. At folk får mulighed for at høre en musiker, der lægger liv og sjæl i kompositionerne, og hvor han kan få alle elementerne fra Persona: Elements ud til publikum. Simon Laulund er en musiker, der mestrer de fleste rytmiske genrer, og det fortjener publikum at høre.
Som tidligere nævnt arbejder Laulund sammen med to andre musikere i bandet Press to Enter. Her er Laulunds fænomenale guitarspil igen en af de bærende dele, men her finder vi også en kvindelig vokal til at komplementere ham. I sandhed et spændende projekt. En ting er dog sikker: Manden brænder for at lave musik, og det kan høres. Det er visselig en passion for ham og en fryd for lytterens ører.
