Seven Thorns - Symphony of Shadows

Symphony of Shadows

· Udkom

Type:Album
Genre:Power metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

 Symfonisk skyggedans

Første gang, jeg stiftede bekendtskab med Seven Thorns, var i forbindelse med Metal Magic-festivallen i Fredericia tilbage i 2014. Her gjorde de tilsyneladende et fint indtryk, for jeg havde både cd og hue med hjem fra festivallen. Jeg lyttede til dem lige omkring den oplevelse, men derefter gled de lidt ud af min musikalske bevidsthed. Dette skal der så laves om på, nu deres fjerde skive Symphony Of Shadows  er ude på ligeledes danske Mighty music. Jeg bliver mødt af en vældigt massiv, men krystalklar produktion, som danske Tue Madsen står for, og som, skal det vise sig, passer som humle i øl! Den understreger nemlig det powerfulde i musikken og forhindrer, at det bliver en fesen omgang, hvilket ofte er min store anke i forhold til power metal.  Fra start til slut viser Seven Thorns, at de har ild i enden, de drøner derudad  med fængende shred og nærmest thrashy riffs, trommer, der cykler afsted i et mageligt, men kraftfuldt tempo, lækre keyboardflader og en fin, passende vokal.

Stratoweenthorns

Efterhånden som skiven spinner, åbner sig flere lag, og der høres klare inspirationer fra nogle af de store spillere på scenen. Jeg hører klare referencer til bands som Stratovarius, Helloween og andre, og indimellem får jeg endda associationer til Dimmu Borgir, når de mest symfoniske dele  fylder lydbilledet godt op. Der er altså ikke så meget nyt at komme efter på Symphony Of Shadows, men Seven Thorns blander deres åbenlyse og mindre åbenlyse inspirationskilder på en måde, så de alligevel opnår en eller anden form for særegenhed,  så man med det samme genkender bandet, når de kommer på.  Jeg tog et skridt tilbage og lyttede til deres forrige skive II  fra 2013, og der er åbenlyst sket en kraftig opgradering af musikken, blandt andet på vokalsiden, hvor den nye sanger  Björn Asking har et væsentligt større register end forgængeren og dermed giver bandet nogle flere strenge at spille på.

Glædeligt overrasket

Det er altid fedt at blive glædeligt overasket, og det blev jeg absolut med denne skive. Et dansk band, der faktisk, med det rigtige push og de rigtige kontakter, helt sikkert kan komme op at spise kirsebær med de helt store på power metal-scenen, ja faktisk vil jeg gå så vidt som til at sige, at Symphony of  Shadows overgår de nyere udgivelser, jeg har hørt med Stratovarius og Helloween. Jeg er ikke kæmpe fan af power metal af nogle årsager, der er listet før i anmeldelsen, men Seven Thorns har de klodser, der gør, at jeg gider lytte til dem. Er du til let dyster, varieret, velspillet og velkomponeret power metal, er Seven Thorns helt klart for dig! Metal is Your Destiny!

 

Tracklist

  1. Evil Within
  2. Black Fortress
  3. Ethereal (I'm Still Possessed)
  4. Beneath a Crescent Moon
  5. Castaway
  6. Last Goodbye
  7. Virtual Supremacy
  8. Shadows' Prelude
  9. Symphony of Shadows

Tilføj kommentar