Scour - Black

Black

· Udkom

Type:EP
Genrer:Black metal, Grindcore
Antal numre:6

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

En regnbue af pis og galde

Phil Anselmo er jo en institution inden for metalverdenen – alle kender ham og har nok en mening om ham og hans mange forskellige bands og projekter. Phil er en travl og alsidig herre, og måske man skulle tro, at han havde nok i et band som Down eller sine andre soloprojekter som Phil Anselmo & The Illegals, eller sågar En Minor. Men niks! For Phil har alle dage været en sur og vred mand, og hvis dødsmetal og bong-riffs ikke er nok til at få ens aggressioner ordentligt ud, ja hvad gør man så? Jo – man starter da et black/grind-band – genialt! Resultatet af denne konklusion blev Scour, der siden sin utvivlsomt smertefulde undfangelse i 2016 har udgivet to EP’er, Red og Grey – og sørme om ikke denne hyperaggressive regnbue netop har fået en ny farve: Black.

Phil Anaalmo

Scour er dog ikke kun Phil Anselmo, med sig har han rekrutteret medlemmer fra Pig Destroyer, Misery Index, Cattle Decapitation, China Girl og Agoraphobic Nosebleed. Ergo siger det sig selv, at selvom Scour bliver klassificeret som ”black metal”, er vi lige så meget ovre i grind-genren – og faktisk minder Scour en hel del om de tidlige Anaal Nathrakh-udgivelser som The Codex Necro og Domine Non Es Dignus. Især nummeret ”Propaganda” stinker langt væk af Dave Hunts misantropiske og svært pessimistiske livssyn.

Rent musikalsk bringer Scour dog ikke noget nyt til bordet andet end velproduceret black/grind – hvilket måske også er lidt af en mangelvare, da begge genrer ynder at dyrke lyden af får og rustne søm i en tændt tørretumbler. Bevares, der er da lige nummeret ”Microbes”, et instrumentalt nummer som mest af alt fungerer som en form for mellemstykke mellem de to numre ”Flames” og ”Subprime”. Det er dog en kende malplaceret og havde nok fungeret bedst som albummets åbner med sin gotiske stemning og store armbevægelser.

Alt dette ændrer dog ikke på, at det mest imponerende og bemærkelsesværdige ved Black er gode gamle Phil. Jeg var ikke bekendt med Scour, før jeg hentede Black ned og må derfor indrømme, at jeg ikke have store forventninger til Phil som black/grind-vokalist – jeg har altid forbundet ham med Pantera og Down, som jo har en noget anden vokalteknik. Men jeg bøjer mig i støvet og kipper med hatten, for Phil gør det virkelig fremragende som vokalisten i Scour. Hvis nogen havde sat for eksempel ”Nails” på og fortalt mig, at sangeren var ham fra Pantera, der fik Rob Flynn til at gå i selvsving, havde jeg ikke troet på det. Han brager især igennem på EP’ens sidste og stærkeste nummer ”Subprime”, hvor han formår at lyde som en hel svinestald, der står i lys lue.

Men hvor skal vi hen?

Men hvis man ser bort fra, at Phil (sjovt nok) er den primære force i sit 666. sideprojekt, så indser man, at Black trods sine lyspunkter ikke rigtig er noget at råbe højt hurra for. Det virker og lyder simpelthen for meget som det, det er, nemlig endnu et sideprojekt fra en mand, hvis kreativitet ingen grænser kender. Der mangler simpelthen fokus, en rød tråd og ambitioner.

Det er da bestemt ikke en dårlig EP, men jeg tvivler på, vi nogensinde ser den på nogens lister over de bedste udgivelser i 2020.

Tracklist

  1. Doom
  2. Nail
  3. Propaganda
  4. Flames
  5. Microbes
  6. Subprime
Imusic

Tilføj kommentar