Sacral Rage  - Beyond Celestial Echoes

Beyond Celestial Echoes

· Udkom

Type:Album
Genre:Thrash metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 1 stemme.

Hyperhysterisk græsk power

Da jeg fodrede min afspiller med Sacral Rages 3 officielle udgivelse, kendte jeg intet til bandet. Det er en klar fejl!  Jeg blev nærmest blæst tilbage i kontorstolen, da introen var overstået, og ”Eternal Solstice” ramte mig som en sømbeslået handske lige i fjæset! Hold da kaje, et brag af et åbningsnummer, der bare tæsker derudad,  i bedste Hades/Watchtower-stil og med Dimitri’s hyperhysteriske vokal, der minder mig uhyggeligt meget om Allan Tecchio fra ovenstående bands. Jeg blev ganske enkelt stor fan ved første gennemlyt, da bandet rammer et udtryk, der bare lige er mig. Hen ad vejen åbner albummet sig og afslører, at Sacral Rage indeholder meget mere end inspiration fra de tekniske mestre!

Meget mere end ”bare” thrash metal

Efterhånden som Beyond Celestial Echoes udfolder sig, bliver det klart, at skiven er et mangehovedet bæst! Den gennemgående stil er klart baseret på teknisk thrash, men der puttes rigtigt mange andre ting i blenderen. Der arbejdes med store synthesizerflader, som giver associationer til Nocturnus, episke heavy metal-riffs, som får mig til at tænke på bands som svenske Trial, nærmest blastbeat-agtige passager, der giver mindelser om melodisk Göteborg death metal og horroragtige partier, der kan minde om King Diamond. Dette lyder voldsomt, men Sacral Rage binder det hele sammen på formidabel vis, så der hele tiden er en rød tråd igennem materialet. De musiske evner er helt i top, og specielt vil jeg fremhæve guitararbejdet fra Marios P., han får dæleme flyttet fingrene op og ned ad gribebrættet.

En hypersonisk Rejse på 48 minutter

Beyond Celestial Echoes er fortsættelsen af et koncept om en alien androide, som bandet tog hul på med deres første udgivelser. Og der er tale om et stærkt og interessant koncept med velskrevne tekster. Så endnu en grund til ikke bare at lytte til Sacral Rage, men også sætte sig ind i deres lyriske univers. 48 minutter varer skiven, og alle numrene har helt deres eget udtryk, alt efter hvor de hører til i konceptet, og så slutter bandet lige af med en knap 15 minutter lang tour de force udi hvordan en episk slutning skabes musikalsk! I løbet af det kvarter, som ”The Glass” varer, viser Sacral Rage hele deres omfattende repertoire! Er du bare en smule fan af teknisk thrash, så er der kun en ting at gøre: Overgiv dig til Beyond Celestial Echoes!

 

Tracklist

  1. Progenitor
  2. Eternal Solstice
  3. Vaguely Decoded
  4. Suspended Privileges
  5. Samsara (L.C.E.)
  6. Necropia
  7. Onwards to Nucleus
  8. The Glass

Kommentarer (1)

Keitel

Keitel

Tidligere anmelder

Indlæg: 425

Fed anmeldelse

Super album, også noget for US metal fans

Keitel gav Sacral Rage - Beyond Celestial Echoes 9/10.