For Gud, Konge og Fædreland!
I november 2021 var jeg så heldig at blive inviteret til Bruxelles for at høre The War to End All Wars, næsten et halvt år før det skulle udkomme. Jeg skal ærligt talt indrømme, at jeg ikke er verdens førende Sabaton-connaisseur, og ovenpå The Great War forventede jeg endnu en omgang svenskerdisko-dasko forklædt som heavyrock. Jeg husker stadig, hvorledes jeg sad der – på en dårligt polstret klapstol – i Det Kongelige Museum for De Væbnede Styrker og Militærhistorie en solrig november eftermiddag og blev blæst bagover. At Sabaton kunne lave et så gennemført og tungt album i 2021, tog mig virkelig på sengen! Lige siden den gennemlytning har jeg set frem til den dag, hvor jeg endnu engang fik lov til at sidde med albummet – og det er nu sket! Så hold godt på pikkelhuen, spænd gasmasken til og kom med ud i skyttegraven: For Gud, Konge og Fædreland!
Saba-tonstung
The War to End All Wars er en direkte fortsættelse af The Great War fra 2019 – og havde det ikke været for en kinesisk pandemi, så havde dette album aldrig set dagens lys. Men isolation og aflyste koncerter tvang bandet tilbage i studiet, hvor de enten kunne surmule eller gå på opdagelse i alt det kasserede materiale fra det forrige album. Og selvom den store krig kun varede fire år, så vil der næppe være tid nok til at genfortælle samtlige rædsler, som fandt sted i løbet af de fire mørke år. Jeg har altid personligt fundet Første Verdenskrig utroligt fascinerende – langt mere end dens efterfølger – så når nu diverse bands insisterer på at fortælle os om mordet på Franz Ferdinand, den Røde Baron, slaget ved Verdun, sennepsgassens dødelighed og eksploderende zeppelinere, jamen så er jeg klar! The War to End All Wars er absolut klassisk Sabaton, med alt hvad det indebærer. Men hvor de senere udgivelser som The Great War eller The Last Stand havde et større fokus på sing-a-long, keyboard og feststemning fremfor reel heavyness (jo, det er et ord nu!), så er The War to End All Wars klart tættere på værker som Primo Victoria eller bandets definitive magum opus: Carolus Rex. Jeg husker endnu, hvorledes min kæbe ramte gulvet, da jeg hørte sange som ”Hellfighters”, ”Stormtroopers” eller ”Valley of Death” – simpelthen fordi jeg ikke i min vildeste fantasi havde forstillet mig, at Sabaton stadig havde en sådan slagkraft i sig. Forstå mig ret, det er jo hverken grindcore eller brutal death metal, det er stadig svensk power svøbt i klassisk 80’erheavy tilbedelse af Gary Moore og Yngwie Malmsteen. Men selvfølgelig, hvis man fortrækker disco-Sabaton, jamen så får man da også det i form af ”Soldier of Heaven” eller juleballaden ”Christmas Truce”, og hvis man er mere til fællessang med lighteren højt hævet, jamen så sæt ”Race to the Sea” eller ”The Unkillable Soldier” på!
Med andre ord så er der noget for enhver fan af Sabaton, uanset om man er til det lette og legesyge eller det tunge og alvorlige. Det er dog også lidt albummets største akilleshæl, for jeg savner lidt en rød tråd – selvom The Great War ikke var et lige så godt album som dette, så var dets identitet mere tydelig og retningsbevidst. Ligeledes er det også et tætpakket og mættet album med 11 numre, der ikke alle er lige stærke – og man sidder lidt med en fornemmelse af forstoppelse, når man både skal have plads til numre som ”Race to the Sea”, ”Lady of the Dark” og ”Soldier of Heaven” som – udover at fylde – følger samme formel og derfor ender med at føles som det samme nummer. Hvilket er en skam, for der er masser af virkelig gode numre på The War to End All Wars, og det er synd, de sådan skal omklamres. Det er lidt som et barn, der laver cirkus i stuen: man når dårligt nok at se det elendige trylleshow, før man også skal se, hvordan suttekluden og bamsen nu skal være både farlige tigere, linedansere OG kanonkonger. Men når man har Yngwie ”more is more” Malmsteen som helt, ja, så giver det jo mening alt sammen.
Men nu legede vi lige så godt!
The War to End All Wars er uden tvivl det bedste Sabaton album siden Carolus Rex. Det er et mere modent album end sin forgænger, men det sker på bekostning af den humor, som Sabaton ofte benytter sig af – og bevares, der er absolut intet morsomt ved Første Verdenskrig, men Sabatons musik har nu altid haft et glimt i øjet, og det glimt er ikke helt så nemt at få øje på som før. Der er for eksempel ingen herlige rim, som ”Red Squadron Leader/Rote Kampfflieger”. Hvilket er en skam, for Sabaton har jo altid været et humoristisk indslag, og et sted hvor voksne mænd – helt uironisk – kunne iføre sig solbriller, mundkusse og vinter camou-bukser og føre sig frem som en sand verdensmand. Jeg håber derfor ikke, at vi er vidne til, at Sabaton er ved at blive voksne det ville være et tab.
