Forfinet, forbedret
Er du flittig læser af Heavymetal.dk, kender du måske allerede ripensiske Rise Upon. Bandet var nemlig en tur igennem Detektoren i 2019, hvor vi stillede skarpt på debut-ep’en Break Me. Dengang lød dommen, at pladen viste en del potentiale, men at den også manglede noget gennemslagskraft og til tider var en kende anonym. Siden da er der sket ting og sager hos de unge drenge: Rise Upon har skiftet lidt ud i staben, fået en række koncerter i bagagen og på alle måder raffineret deres udtryk. Dét og meget andet er de nu klar til at vise verden med den nye ep Artificial Dreams.
En glædelig overraskelse
Når jeg skriver, at Rise Upon har raffineret deres udtryk, mener jeg det virkelig. Faktisk havde jeg i nogle sekunder svært ved at tro, at det band, der står bag den flotte og flot producerede ”I’m So Cold” nedenfor, er det samme, som jeg lyttede til for to år siden. Men det er det altså. Artificial Dreams er et stort skridt fremad for det unge band – lige fra den skarpe produktion til coverart og musikvideo, der har fået et professionelt look. Og selvom alle elementer ikke fungerer til absolut ug, er der altså masser af godt at komme efter her på bandets anden udgivelse.
Ep’en er en lille sag med bare tre numre fordelt over 11 minutter – ja, man kunne have håbet på mere – og genremæssigt befinder vi os et sted tæt på metalcore. Der er djentede guitarer, ren sang blandet med growl, store melodiøse omkvæd og indimellem nogle progressive indslag. Tænk i retning af franske Novelists eller måske danske Between Oceans.
”Lord of the Stars” lægger ud med aggressive djent-guitarer og et bagtæppe af synth. Energien er fra start på plads, guitarerne spiller simple, men effektive riffs, og forsanger Valdemar leger med interessante vokalharmonier og sangteknikker. Omkvædet er måske lige til den poppede side, men ikke desto mindre rigtig fængende. Glimrende start. På efterfølgeren ”I’m So Cold” fortsætter stilen fra det forrige nummer, og særligt Valdemar imponerer med en flot vokal, især i de rene vers. Nummeret er både pænt og potent – som man forventer af metalcore – og placerer sig som ep’ens stærkeste.
På afslutteren ”Dreams” veksles der mellem tonstunge guitarer og fløjlsblød vokal, og selvom sangen egentlig fungerer fint, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan bandet ville lyde, hvis de skruede op for aggressionerne. De tre numre på Artificial Dreams er nemlig alle i den pæne ende af metalskalaen – også selvom frontmand Valdemar sender en hjernesmeltende solo af sted på sidste nummer.
En kort, men fornøjelig omgang
Der er ikke noget banebrydende, vildt eller for alvor eksperimenterende over Artificial Dreams – men det har bandet heller aldrig påstået. Tværtimod er ep’en en gedigen omgang moderne metal og en kæmpe forbedring for de unge ripensere. De tre numre viser et mere modent og helstøbt band, en klar stilistisk retning og et fornuftigt musikalsk håndværk. Nu må vi håbe, at Rise Upon snart får mulighed for at afprøve sangene live, og når de engang er klar med en udgivelse nummer tre, at den varer mere end 11 minutter!
