Hits uden great, eller great uden hits

I 1996 brød Red Warszawa gennem lydmuren, da de lavede tre jingles til det legendariske ungdomsprogram Børneradio på radioens program tre. Samme år udgav bandet deres første album Hævi Mætal og Hass – Greatest Hits 1986-1996 Vol. 1, der sammen med liveshows og de såkaldte Slås og bolle-koncerter hurtigt gav bandet kultstatus. I 1998 fulgte de ”successen” op med deres andet album Skal vi lege Doktor – Greatest Hits 1986-1997 Vol. 2, der ligeledes var en ”success”. Siden plade nummer to er det blevet til fire studiealbums, som hver især indeholder enkelte pletskud, der stadigvæk er på setlisten live. Nu er dansk metals ukronede platugler så tilbage med endnu en omgang greatest hits, på albummet Lade – Greatest Hits Vol. 7. Spørgsmålet er, om Red Warszawa har formået at rejse sig og rammer niveauet fra bandets to første albums?

Kvantitet fremfor kvalitet

Svaret på det spørgsmål er et stort og rungende nej. Den nye plade er ikke engang i nærheden. Selvom jeg siden de sene 90’ere har været stor fan af Red Warszawa og på alle måder elsker det lamme, selvironiske og platte, så er den nye skive altså en skuffelse. Red Warszawa fortsætter desværre med at lave sange, der i den grad befinder sig under lavmålet. På deres tidligere udgivelser har der altid været en sang eller to, der kunne få smilet frem hos lytteren. De sange er svære at finde på Lade – Greatest Hits Vol. 7, og ingen af sangene når ”Tror du det for sjov jeg drikker”, ”Metadonmix fra Maribo” eller ”EPO-sangen” til sokkeholderne.

Produktionerne lyder som demoer, hvilket de altid har gjort, og teksterne er så platte og uvedkommende, at det ender med at blive ligegyldigt. Jeg er helt med på, at kvalitet aldrig har stået øverst på Red Warszawas dagsorden, men det kan blive – og er blevet – for lamt. På bandets to første plader var der sange, der havde noget på hjerte, og som på en eller anden måde blev ikoniske for en generation af danske metalfans. Eksempler herpå kunne være ”Norsk Black Metal”, ”Søren Autonom” eller ”Den Sorte Garderobe”. Desværre er vi så langt fra fordums styrke, at den nye plade næppe vil gå over i andet end den glemte historie. Det er egentligt lidt underligt, da bandet aldrig har spillet bedre sammen, end de gør nu, men det er måske kun live.

Albummet består af 20 numre, hvoraf fire af dem er små akustiske intermezzoer, som vi kender det fra bandets tidligere udgivelser. Af disse små indslag skal særligt to fremhæves. ”Jeg kan ikk li folk med briller” er så gennemført plat, at det faktisk bliver sjovt, hvorimod ”Peter Madsen” bare er upassende og åndsvag. Blandt de elektriske numre er der ikke meget at komme efter. Der er ingen af sangene, der er fede eller sjove hele vejen igennem, og man skal helt ned i teksternes enkelte linjer for at finde noget, der trækker bare lidt i smilebåndet. Men tekststykker som eksempelvis ”69 i rullestol” fra sangen ”Gerontofil” eller ”Indbagt mand i sursødsovs, svampe, løg og ting fra skoven” fra nummeret ”Uzbekistan” hjælper det lidt på det, men det holder bare ikke hele vejen. Desværre.

Skal opleves live

Red Warszawa har lavet endnu en plade, hvor det sjove i for høj grad udebliver, og guldkornene er for få. Vi har hørt det hele før, og måske er tiden ved at løbe fra denne form for humor. En promille på 2,0 er i hvert fald en forudsætning. Dog er det stadigvæk værd at se Red Warszawa live, og i den forbindelse er det en fordel, at man kender sangene. Derfor vil jeg anbefale alle, der tænker, at de skal til Red Warszawa koncert, at købe den nye plade og lytte den igennem. Ikke for fornøjelsen skyld, men som en slags live-investering, der uden tvivl vil kaste store tømmermænd af sig.