Vildt, vidunderligt og storslået

Der har ikke været meget aktivitet i Raunchy-lejren de sidste par år. Det er nu fem år siden, de sidst kom med et udspil. I mellemtiden forlod deres forsanger gennem lang tid, Kasper Thomsen, bandet og blev erstattet af Mike Semesky. Raunchy har altid været på min top tre liste over favoritbands i Danmark. Specielt Confusion Bay og Velvet Noise er på min liste over favoritplader.

Jeg havde glædet mig til at høre, om bandet stadig kan, hvad vi kender dem for at kunne efter fem års pause.

Et fusionsband?

Når det kommer til hvilken genre Raunchy er det meget svært at sætte dem i bås. Bandet spiller en utrolig velfungerende blanding af metalcore, industrial og en masse pop inspirationer blandet sammen i en. Bandet har dog selv opfundet en genre, som passer til deres stil, som de selv kalder for ”Hybrid Metal”. Efter min mening, er Raunchy et fusions band. De blander mange genrer sammen, og de gør det glimrende og lad os bare lade den ligge der.

Gennemgang

Åbneren ”Eyes Of The Storm” starter stille og roligt ud. Efter et stykke tid kommer hele bandet på. Man lægger mærke til, at Raunchy er blevet tungere igennem årene, og det fungerer meget godt. Efter noget tid bliver tempoet sat op og vi får for første gang lov til at høre den nye forsanger. Han gør det fedt på nummeret og hans stemme passer perfekt sammen med keyboard og den anden vokalist Jeppe Christensen. Nummeret er spækket med poppede omkvæd og indeholder også en god portion slagkraft.

”Digital Dreamer” er efter min mening et nummer, som vil fungere skide godt live. Masser af passager, hvor publikum kan hoppe ind i hinanden eller op og ned. Guitaren er i fokus på dette nummer og begge guitarister smider nogle fede riffs i hovedet på lytteren. Der er ikke så meget fjol og hygge over dette nummer. Det er for det meste lige på og fanger lytteren i et kvælertag, som man ikke kommer ud af igen. Nummeret fungerer godt på pladen, men alligevel tror jeg, at det er skabt til at blive spillet foran et publikum.

Energien går tabt

”Never Enough” er et af de numre, jeg føler mister energien, som har domineret på pladen. Det bliver en anelse langtrukkent og halvkedeligt. Nummeret står heller ikke ud, og jeg føler ikke, at der sker særlig meget. Det imponerer ikke mig. Sådan kan det jo gå.

Jeg føler, at pladen har sine øjeblikke og ved, at der mere i vente. Vi tromler videre med nummeret ”The Castaway Crown”, som viser noget af en anderledes side af Raunchys sangskrivning. Selvom den er spækket med masser af melodi og masser af keyboard, så eksperimenterer de også med forskellige taktarter, som giver nummeret sit helt eget præg. Specielt keyboardet skaber denne trance-agtige effekt, da den dominerer det meste af nummeret.

Genreskift og melankoli

”Anasthesia Throne” er i en helt anden boldgade. Nummeret starter stille og roligt ud, og skaber en lækker, rolig atmosfære. Indtil vi får smidt et ondt guitarriff i hovedet, og det bare kører afsted med 200 km i timen. Det er ligesom ”Digital Dreamer”, som begge er numre, der sikkert vil fungere super godt live.

Vi er nu kommet ret langt ind i Raunchys lydunivers, og vi begynder at lære det hele lidt bedre at kende. Vi får dog lidt af en overraskelse på nummeret ”Luxuria”, der bringer os svingende rytmer i starten af nummeret. Trommerne holder groovet kørende igennem nummeret, og det bliver mere et dansenummer end et metalnummer. Det er Raunchy også rigtig gode til. I stedet for hele tiden at lave smadret metalmusik, så er de også gode til at skrive fede, melodiske sange med masser af hooks og hjerneklæbende melodier. Vi er nu ved at nå vejs ende, og ”Frozen Earth” er måske nummeret, som skubber intensiteten en tand længere op, og det er det! Nummeret bliver sparket godt i gang, med hurtige guitarer og skæve taktarter og de obligatoriske hjerneklæbende melodier. Der er ikke så meget at sige om nummeret, da det er lige på og ikke står ud som et fedt nummer.

Sidste nummer på pladen ”The Singularity Heart”, som byder på en bittersød omgang metalcore fra bandet. Et langsomt tempo og masser af ren vokal og en akustisk guitar, der kører i baggrunden, giver det en fed autentisk stemning. Det eneste lavpunkt i nummeret er dog, at det bliver en anelse langtrukkent. Det er dog en acceptabel slutning på en fed plade.

Bliv endelig ved

Raunchy har måske i deres pause fundet ud af, at de havde brug for en forandring i deres lyd. Det er tydeligt, at bandet afprøver nye områder med dette nye udspil, og det fungerer virkelig godt. Den nye mand i bandet, Mike Semeskys, viser i hvert fald, at han er den eneste rigtige til at erstatte Kasper Thomsen. Vices.Virtues.Visions er på ligefod med både “Confusion Bay” og “Velvet Noise”. Pladen indeholder alt som man kan forvente af en Raunchy skive, men som også er spækket med overraskelser. Man kan næsten sige, at Raunchy har fundet en ny stil, som de er mere end velkomne til at blive ved med at udforske og måske ligefrem komme med noget, som er endnu bedre i fremtiden.