Generatorbouillon
Med årene har Pyramaze udviklet sig selv, deres lyd og deres univers og har nærmest fortættet deres formåen ned til en lille satan af en maggiterning; dog skulle der gå tre år, fra de udgav Contingent – den svære opfølger til Disciples Of The Sun, som vi gav 10 flammende kranier – til Epitaph så dagens lys, men det er ventetiden værd.
Pyramaze har med Epitaph endnu en gang vist, at den danske prog-power metal er i høj international klasse, og med det nuværende lineup, som de har haft tilbage fra gendannelsen i 2015, står de stærkere end nogensinde før. Man skal dog bestemt ikke forklejne Matt Barlow og Lance Kings vokaler på de tidligere albums, specielt ikke et album som Legend Of The Bone Carver, men begge er også med som gæstevokalister på Epitaph.
Tre ”generationer” af Pyramaze på en enkelt sang
Som alle episke power-skiver så starter denne også med introen af samme navn, ”Epitaph”. Jonah Weingartens (keyboards) orkestrale univers fornægter sig absolut ikke, og introen kunne lige så godt have været lydtæppet til et storsælgende computerspil, uden nødvendigvis at sætte det i bås i en kategori – men det er storladent!
”A Stroke Of Magic” og ”Steal My Crown” følger efter med den superproggede power, som Pyramaze er kendt for og nærmest er deres varemærke, mens vi på ”Knights In Shining Armour” får den første smagsprøve på god gammeldags power: fuld damp på dobbeltstortrommerne hos Morten Gade Sørensen og de letgenkendelige hooks fra Jonah Weingarten og guitarensemblet bestående af Toke Skjønnemand og Jacob Hansen. Der er ingen tvivl om, at det er en prog/power-skive, vi har med at gøre: elementer som skiftende taktarter, forskellige downbeats og legen med, at musikken ikke bare skal være ”fire i gulvet”, men at der skal være noget liv; noget spil, som lytteren er nødt til at forholde sig til.
På ”Transcendence” har Pyramaze fået besøg af Brittney Slayes fra Unleash The Archers, der med sin kraftfulde vokal bringer endnu et nyt element ind på Epitaph, ligesom afslutningsnummeret, det 12 minutter lange ”The Time Traveller”, runder hele albummet af på bedste vis, da både Matt Barlow og Lance King er med på vokal.
Mere power på festivalerne herhjemme
At Jacob Hansen endnu en gang har produceret et Pyramaze-album, kommer ikke som en overraskelse, da han har været med hele vejen på producersiden, men det er, som om at efter han blev en del af bandet, så har lyden og udtrykket ændret sig en smule, men absolut kun som en fordel!
Personer, der lytter til meget power metal, kan nok også nikke genkendende til, at det hurtigt kan blive lidt… stift, lidt fastlåst. At det altid bare skal være dobbeltstortrommer, dragedræbning og downstrokes på guitarerne på de ondeste power-chords, der findes. Fordelen ved prog/power er helt klart, at lytteren udfordres; om man er musiker og bliver fanget af trommernes synkoperinger, eller man bare generelt svømmer ind i det utal af elementer, som ligger oven på det, som ”bare” er power metal, det er egentlig underordnet. Pointen er, at det aldrig, og jeg gentager: aldrig bliver kedeligt at lytte til. Dels fordi vi har at gøre med så vanvittigt dygtige musikere, der er dedikerede til deres håndværk, og dels fordi det bare er så pissegod musik, de får ned på et album. Jeg kan absolut kun anbefale alle med en forkærlighed for denne genre at få købt Epitaph, når det udkommer på fredag!
Hele livedelen af power-scenen herhjemme er af en eller anden årsag næsten ikkeeksisterende; om det er, fordi det ikke er trve eller pøllet nok, det er ikke til at vide, men her på Heavymetal.dk vil vi altid gerne slå et slag for stor diversitet i livemusikken herhjemme. Så ehm, Jeppe Nissen, hvis du læser med, så se lige at få booket Pyramaze til en fremtidig Copenhell – på forhånd tak!