Grib til våben, og trim fedtet!
Det er knap et år siden, vi sidst hørte nyt fra de feudalske punkere fra Philadelphia Poison Ruïn. Dengang var min konklusion vedrørende Härvest, at potentialet var der, men at der var alt for meget ligegyldigt fyld; ergo ville det have klædt bandet bedre med en EP i stedet. Det er så en konklusion, der nu skal afprøves, for Confrere er netop en EP! Endda en EP, der er omtrent 33 % kortere end sin forgænger, og det er da også en gevaldig fedttrimning – det svarer næsten til en hel bøtte creme fraiche – så find brynjen, stridsplejlen og Puch Maxien frem, for der er stadig griske overherrer, der skal have bøllebank, derude i nattens mulm og mørke!
Læderjakker med ekstra nitter
Man skal ikke mange sekunder ind i Confrere, før det står klar, at det her er det tætteste på metal, bandet nogensinde har lydt. Eksempelvis lyder numrene ”Confrere” og ”Attrition” begge langt mere henad gamle NWOBHM-krigere som Motörhead og sågar Iron Maiden i Di’Anno-dagene, selvom indflydelsen fra de gamle punkhelte The Ramones da stadig er krystalklar. ”Laid Waste” formår endda at kanalisere en gedigen omgang Venom og Bathory – hvilket jeg bestemt ikke havde regnet med, men jeg kan lide det!
Med andre ord har Poison Ruïn aldrig lydt tungere, end de gør nu – og det er umuligt ikke at kunne både dufte og sågar smage læderet fra deres gamle jakker, når musikken for alvor buldrer derudad. Det er stadig hamrende uoriginalt, himmelråbende naivt, unødvendigt skramlet og bedst af alt: ekstremt charmerende!
Hvis man ikke allerede har luret det, så er jeg betydeligt større fan af Confrere, end jeg var af Härvest. Det er simpelthen bare et markant bedre værk på alle leder og kanter, og det virker bare som en langt mere fokuseret og knivskarp omgang. Desværre lykkes de ikke helt at følge den til dørs, for lukkernummeret ”Sanctuary” – som faktisk er et godt nummer – formår ikke at lukke EP’en med det brag, som den fortjener.
Husk det nu: Ingen fine fornemmelser!
Det er utroligt rart at få ret. Det giver altid sådan en lun følelse indeni, og jeg må erkende, at jeg havde ret i, at EP-formatet virkeligt ville kæde Poison Ruïn. Confrere er, indiskutabelt, det bedste, bandet nogensinde har formået at udgive, så de brynjeklædte bøller har bare at holde godt fast – og så ikke noget med at få fine fornemmelser og tænke, at fuldlængdeudgivelser er vejen frem, for dét er det ikke – i hvert fald ikke for Poison Ruïn!