Persecutor spiller koncert i Platform K, Horsens .
Persecutor - Rebirth

Rebirth

Udkom

Type:Album
Genre:Thrash metal
Spilletid:31:44
Antal numre:9

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 2 stemmer.

Solid debut fra Danmarks nye Thrash-håb

Ja tak!

Så for helvede hvor skal jeg da lige love for, at jeg blev blæst bagover! Persecutor var indtil for nylig et ganske ukendt band for undertegnede, men det er der så sandelig lavet om på nu. Fra første gennemlytning af debutskiven Rebirth er man som lytter holdt i et jerngreb, og det er ikke en skive, man glemmer lige foreløbig. Magen til potent dansk old school thrash skal man nemlig lede længe efter.

Thrash med hjerne og hjerte

Persecutor blev dannet i Horsens i 2012 under navnet 13 Bloodlines. Senere blev de til Desecrator og nu er de altså landet på Persecutor. Genremæssigt er der ikke så meget fis, idet de spiller god gammeldaws thrash inspireret af Slayer, Kreator, Artillery og alle de andre thrash-giganter, der brillerede inden for genren dengang far var knægt. Med sangtitler som “Old School Thrash Metal” og “4 More Beers” er man ikke i tvivl om, hvilken vare man får fra disse fire friske, unge mænd. De spiller hurtigt, stramt og aggressivt, de laver overordentligt fede riffs og så er det iørefaldende som bare fanden. Persecutor lægger ikke skjul på, at de også hører pop – særligt den fra 80’erne – når der skal skrives musik, og det kan høres. God thrash skal ikke bare være smadder med endnu mere smadder på. Nej, det skal stadig have melodi, og det må man i den grad sige, at Rebirth rummer masser af; lyt bare til de to førnævnte numre samt “Burn” og “A King Is Born” – det er kræs for øregangene og kan ikke høres højt nok.

En af de bedste debutskiver i 2019

Med kun otte rigtige numre på lidt under en halv time er Rebirth lige til den korte side, og så kan teksterne også gå hen og blive lige en tand for old school til min smag. Men derudover er der intet andet at sige om Persecutor, end at det er allerhelvedes forfriskende at lytte til. Albummet er aldeles velproduceret og kilder alle de rigtige steder, og jeg glæder mig til at komme ud og opleve Persecutor live. De har talent og sans for den fede thrash, og så formår de at smide en god fest – det resulterer i otte solide kranier herfra.

Tracklist

  1. Rebirth
  2. Burn
  3. Old School Thrash Metal
  4. King of the World
  5. Schemes
  6. 4 More Beers
  7. Worthless
  8. A King to Be Born
  9. World at War

Kommentarer (2)

Jeppe L.

overraskende

Det var sgu da overraskende fedt! Der bliver i det hele taget lavet alt for lidt thrash i Danmark.

Rene.ahrendt_20742

Indlæg: 1

Fantastisk Trash!

Jeg havde fornøjelse at opleve Persecutor live til TrashFest.
Hold da kæft en fest!.

Jeg er især vild med "King of the World" og så fungere "4 More Beers" bare sindsyg godt.. især live.!

Hvis I får chancen til at de drengene live. så tag den!

Rene.ahrendt_20742 gav Persecutor - Rebirth 9/10.