skribent søges
Our Mirage - Lifeline

Lifeline

· Udkom

Type:Album
Genre:Metalcore
Antal numre:11

Officiel vurdering: 2/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Alt med middelmåde

Om man kan lide det eller ej, så har metalcore som stilart en anselig fanbase. Personlig hilser jeg udviklingen velkommen; scenen har produceret adskillige populære og underholdende bands, hvad Copenhells torsdagsprogram også vidnede om. Man har dog også lagt øre til en del middelmådighed fra -corestilarterne, og her nærmer vi os dagens emne: Tyske Our Mirage er netop klar med deres metalcoredebut, Lifeline, og selvom den nok skal spille budgettet ind igen, er det desværre ikke på grund af fremragende sangskrivning eller tankevækkende lyrik.

Stereotyp og steril

Mit største problem med Lifeline er ensformigheden, der præger albummet fra start til slut, og jeg tvivler på, at denne rummer en velovervejet afspejling af albummets tema. Samtlige sange benytter en blanding af rene guitarer og/eller klaver i et trommedrevet vers, hvorefter der skiftes til åbne og forvrængede power-akkorder i omkvædet. Rytmisk foregår alting, og jeg mener alting, i midttempo fire-fjerdedele, mens vokalerne veksler mellem klagende, melodisk sang og desperate, vrede skrig. Selv gængse virkemidler som ”temposkiftet”, ”riffet” og ”soloen” samler støv på hylden, mens ”crescendoet” – her udført af power-akkord, bækken og vokal – bliver blankpoleret af slitage.

Følgelig minder alle sangene om hinanden, og rent instrumentalt er der intet at komme efter, når man kommer forbi åbneren ”Lost”. Albummets følelsesmæssige udtryk er ligeledes statisk. Som nævnt bevæger vokalerne sig mellem klagesang og lidende raseri, og det er dét. Lyrisk er albummet tungt og alligevel let; hvor sangene behandler temaer, der relaterer til depression, er teksterne direkte prosaiske. Oplevelser fortælles konsekvent i førsteperson og billedsproget rækker aldrig længere end efter de mest lavthængende klichéer. ”Revivor” tjener som et fint eksempel på dette, hvor en fortælling om et selvmordsforsøg virker plat og påtaget på grund af den tarvelige fortælleteknik og overdrevet patos-ladede lyrik.

Der er få ting, der evner at løfte Lifeline ud af det mest mondæne. Selvom vokalerne kun har to indstillinger, udføres begge med overbevisning, og jeg har ikke indtrykket af, at begrænsningerne bunder i manglende evner. Mellemspillet ”Honesty” indeholder en værdifuld optagelse (jeg ved ikke af hvem), som fortæller om oplevelser med depression. Albummets allestedsnærværende hooks er svære at løsrive sig fra, selvom jeg tøver med at kalde det et plus, og endelig har gruppen valgt en fornuftig længde på 43 minutter.

Depression i 1D

Lifeline fejler på at være aldeles endimensionelt. Følelsesmæssigt tunge begreber som depression, selvmord og ensomhed lader desværre ikke til at inspirere gruppen til hverken varierede udtryk eller dybsindig lyrik. Meget få følelser finder repræsentation på Lifeline, og gruppen kompenserer ved konstant at overdrive de to følelser, der er. Endelig bliver man mødt af spindelvæv, når man kaster et blik i gruppens værktøjskasse, hvorfor der ikke er stor grund til at lytte til mere end én sang fra Lifeline.

Tracklist

  1. Lost
  2. Believe
  3. Revivor
  4. Lifeline
  5. Nightfall
  6. My Distress
  7. Honesty
  8. Fading
  9. December
  10. Heartbeat
  11. The Unknown

Tilføj kommentar