Bananchips og bandana
På trods af at Fractured Minds er det fjerde fuldlængdealbum fra det tyske metalcorefirkløver Our Mirage, har vi kun haft dem under lup én gang tidligere. Dengang endte deres debut, Lifeline, med sølle 2 ud af 10 kranier, og man kan derfor næppe påstå, at interessen for tyskerne har været overvældende hos redaktionen. Men som utallige kloge hoveder har prædiket gennem tiden, så fortjener alle en chance til. Og som en erklæret metalcorefan skal der ærlig talt ikke meget til at lokke mig i fordærv. Så jeg genåbnede en halvtom pose chips fra aftenen før, kastede et nostalgisk blik på mine slidte Kawasaki-sneakers i det mørke garderobeskab, trak et par skinny jeans på og fedtede lidt voks i det tilbageværende hår. Klar til mentalt at rejse tilbage til 00’ernes metalcore. Men uanset hvor meget jeg forsøgte at leve mig ind i illusionen, blev det netop ved det. En illusion. For Fractured Minds er et fragmenteret album, der virker både uforløst og ufarligt.
Bedre som hiphop end metalcore
Det tog mig præcis 19 sekunder at indse, at Our Mirage faktisk lyder bedre som hiphopband end som metalcoreband. Hvorfor netop 19 sekunder? Jo, fordi det er nøjagtig den tid, som forsanger Timo Bonner bruger på at indlede albummets ubestridt stærkeste nummer, ”Fractured”. Hans hurtige flow og præcise levering passer fabelagtigt til genren, akkompagneret af diverse diskobeats. Problemet er bare, at det ikke er et hiphopalbum, som jeg sidder med i hænderne; det er et metalalbum. Og det er netop her, der går koks i maskineriet. Skiven vil alt for meget på én gang, men lykkes ikke med meget. Det føles ærligt talt ikke særligt overbevisende.
Pladens åbningsnummer, ”Bury Me”, lægger fra land med en konfus danceintro, der mest af alt lyder som en uheldigt autotunet afkom af Kim Dracula og Dead By April. Det balancerer faretruende tæt på det decideret horrible, og man ånder lettet op, når den er overstået. Næste nummer, ”Violent Spin”, minder mere om klassisk metalcore, med dejlige trommevariationer og fine breakdowns. Fornemmelsen af tilbageholdenhed er dog markant, og nummeret føles lidt for sikkert og ufarligt. Hele skiven igennem sidder man faktisk og råber efter et mindeværdigt guitarriff fra Steffen Hirz, men det dukker aldrig rigtig op. Ironisk nok dukker Christopher Kristensen fra Dead By April op som featured artist på ”Don’t Talk”, et nummer, som trods alt har husket at medbringe vejkortet og aggressionen, selvom det stadig minder mest om 00’ernes metalcore. Tyskerne kan altså godt, når de virkelig vil det.
Skivens ballade, ”God Behind Your Eyes”, der mest af alt læner sig op ad blød radiorock, cementerer, at Our Mirage faktisk begår sig bedre i adskillige andre genrer end metalcore. Det ville passe fint på en blandet MyRock-liste sammen med 3 Doors Down og Three Days Grace. Our 3 Mirages, måske?
En blandet tysk landhandel
Fractured Minds føles som et halvhjertet projekt, der ikke ved, hvilken retning det skal gå, så derfor går skiven alle veje. Det er mere generisk end inspireret, og konklusionen må derfor blive, at vi her på redaktionen nok aldrig bliver superfans af gruppens materiale. Men når Our 3 Mirages engang bliver spillet i radioen, så husk, hvor du hørte det først! Selv tak!
