Ulven bider igen …
Da Orange Goblin for seks år siden udsendte den gode, men ufokuserede The Wolf Bites Back, fulgte de den nedadgående spiral, der startede med Back From the Abyss. Tidligere tiders stonerrock var en saga blot, mens bandet forsøgte at finde en identitet som regelret hardrock- eller heavy metal-band. Ingen af de to album fik fulgt op på den fremragende A Eulogy for the Damned. Seks år er nu gået, og det lyder, som om brexit, tvungen verdensomspændende nedlukning samt folk der helt alvorligt tror, at jorden er flad, har været det spark i røven, bandet havde brug for. For i 2024 bider ulven vitterligt igen.
… med en seriøs langemand til alt pladderet
Der er skrevet science fiction over hele konceptet fra det syrede cover til musik og helt ind i tekstuniverset. Science, Not Fiction indledes af underlige bas-ekkoer (nej, slet ikke som ”Orion”) og det allerførste forvrængede basriff er ren Voivod – dog spillet i en regulær 4/4 takt. Den gedigne åbner, ”THE FIRE AT THE CENTRE OF THE EARTH IS MINE”, er et monster på størrelse med sin titel.
Stonerrocken er fortsat lagt på hylden. Over stok og sten går Orange Goblins jagt på sandheden med variation, stemning og idérigdom som ledestjerner. Det nye Orange Goblin er mere traditionel hardrock, hvor der gennemgående er drøn på. Kun i den sci-fi-trippede ”END OF TRANSMISSION” afsluttes med noget, der ligner stonerrock, selvom ”FALSE HOPE DIET” har en mere afslappet atmosfære. Det nummer overrasker midtvejs, hvor en basgang pulserer over en 7/8-takt, mens Joe Hoare leverer et særdeles kreativt indspark på guitaren. Det er stinkende genialt, en Chris Cornell-værdi i originalitet. Så original er Motörhead-baskeren ”CEMETARY RATS” ikke, men opbygningen er ikke helt ueffen: En synth-intro leder over i ond, forvrænget bas, før nummeret efter et par minutter pludselig springer i galop. Næsten en ”Suicide Division”, del to. ”FURY OF A PATIENT MAN” peger pistolskarpt mod Eulogy-pladen, mens ”GEMINI (TWINS OF EVIL)” og ”END OF TRANSMISSION” gør det, som Back From the Abyss gerne ville, men ikke kunne. Det er et album, hvor man ikke får lov at kede sig, og selvom de fyrer den grundigt af, er det tæt på at være deres mest melodiske samling til dato, for der er sket noget med gruppens sangskrivning. Da Heavymetal.dk talte med guitarist Joe Hoare på Copenhell i 2019, sagde han, at der ikke var nogen dogmer. Siden er bassist Martyn Millard skiftet ud med Harry Armstrong, og måske har Armstrongs indtræden revitaliseret bandet. Science, Not Fiction er ikke raketvidenskab, selvom ”(NOT) ROCKET SCIENCE” lyder, som den skal. Det er et sprælskt Orange Goblin med en overflod af idéer og riff. ”(NOT) ROCKET SCIENCE” er som udgangspunkt netop ikke raketvidenskab, men bliver det alligevel, godt fyret op på raketbrændstof og videnskabelige indspark. Det er djævelsk stærkt, og som mange af albummets andre sange står det solidt alene, men fungerer også i det samlede hele.
Vi har før nævnt Ben Wards begrænsninger som vokalist, der stadig gælder, og der er perioder, hvor vokalen fylder for meget. Men som giftig lyriker træder han i karakter som en værdig arvtager til Lemmy Kilmister. Lyrikken tager temperaturen på verden, kulturen og menneskeheden med intelligente aforismer, der samler sig i indignerede fortællinger, som egentlig er samfundskritiske, men iklædt en maskerende aura af sci-fi.
Science bites back
Science, Not Fiction er Orange Goblin efter hamskiftet fra stoner til hård rock. Endelig lykkes de med det, som de har arbejdet på over det sidste årti. Hvis man kun er til de ældre udgivelser, er deres græske kloner nok et bedre valg, for de har syren, det psykedeliske og det ’bluesede’ i behold. Briterne spiller hardrock med metalnoter, og albummet har et solidt hit i ”(NOT) ROCKET SCIENCE”. Alt i alt et vellykket og ekstremt modigt opgør med offerrollen og fordummelsen, alt hamret ind med maner.
