Hvem sagde Orange Goblin?

Den søde ventetid på de britiske stoneres næste album, Science, Not Fiction (som kommer 19. juli), kan passende tilbringes i selskab med deres græske franchise Under the Sun. Franchise er måske forkert, kan ske det er deres små græske fætre, der følger i de stores fodspor. Grækeres opskrift på rock’n’roll er næsten direkte afskrift fra de orange nissers: groovy stoner, heavy riff, punkattitude og psykedeliske bluesnoter. Altså, når de selv skal sige det, men det passer sågu særdeles godt.

Det gjorde jeg, og jeg gør det igen

Bas, trommer, guitar, sang – alt er som på gode gamle skiver med de førnævnte briter. Hvilket er totalt fedt, hvis man savnede noget af al syren, det psykedeliske og det blues’ede på de sidste par Orange Goblin-skiver. Grækernes sangskrivning er på højde med de fleste af Orange Goblins album, dog ikke helt på linje med de bedste. Åbneren, ”Smokin Angels”, har det hele, det er heavy, blues’et, syret og stenet rock’n’roll med en genial tung midterpart. ”Cry Out” har det tunge intermezzo hen mod slutningen, hvorefter de laver en gammelkendt finte og går i galop. Punktum sættes med en frisk solo. Titelnummeret tager den omvendte vej med knald på fra start og går ned i langsom, støvet blues. Optagelsen af en kirkeklokke som indledning er jo nærmest obligatorisk, og takket være både Black Sabbath og Metallica også ikonisk. Og de gamle mænd fra Birmingham har været solide inspiratorer, se blot ”Going Down”, der stinker langt væk af Black Sabbath. Eller rockeren ”Know my name”, der ender i et sandt heavy metal-paradis, tungt som Sabbath, som naturligvis også har inspireret Orange Goblin. Den indflydelse regner ned over The Bell of Doom, hvor ”One Reason” og ”Pony Ride” er så meget Orange Goblin, at det kunne være sange, der ved en fejl ikke kom med på Time Travelling Blues. Tja, faktisk er The Bell of Doom lige ved at være Time Travelling Blues 2, inficeret med lidt noter fra Frequencies from Planet 10.

Grækerne har forstået at udnytte alle tricks. Selvom der på klassehittet ”The Shot” er et rent syng med-omkvæd, kunne der godt være flere steder, hvor man kunne brøle med, for den græske sanger kan snildt køre de store omkvæd hjem. Det er svært at høre forskel på ham og Ben Ward. Lige så rå og ballademageragtig, men med lidt flere nuancer i ærmet og muligvis større tonemæssig spændvidde.

Grækenland – det nye Birmingham?

Måske er det sådan, musikverdenen er nu. Man emulerer sine helte uden at optræde som kopiband. Og det er hverken ulovligt, forkert eller nogen dårlig idé at hente inspiration fra andre, hvis man altså kan gøre det med stil. Det kan grækerne. Man mærker ikke længere nogen græsk gældsbyrde, og der er heller ikke et komisk opbud af dyre luksusbiler, kun de nødvendige ingredienser.