Northward - Northward

Northward

· Udkom

Type:Album
Genre:Hard rock
Antal numre:11

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Et langtidsgemt sideprojekt

Floor Jansen kendes fra flere symfoniske metalbands, men bedst som den aktuelle sanger i det store finske band Nightwish, der i mange år har været det største band inden for genren. Sangerinden har brugt hele sin karriere på at skrive symfonisk og episk rock og metal, men inde bag facaden har Floor drømt om at prøve kræfter med en renere og simplere form for rockmusik. Northward er historien om, hvordan hun i fællesskab med den dygtige norske prog-musiker Jorn Viggo Lofstad (Pagan’s Mind) har jagtet rock’n’roll-drømmen mellem de mange storladne symfoniske bands, hun har på cv’et. Sideprojektet har faktisk haft 10-års jubilæum uden at have udgivet et eneste nummer. Jorn og Floor har allerede fra 2007 været i gang med at skrive materialet, og først nu har de fået tid til at indspille alt det ophobede materiale. Nu venter verden spændt på at høre, hvad der skal til at holde tretten uindspillede sange i live efter ti år.

Er det den med Foo Fighters?

Måske er sangskriverduoen i Northward blevet overhalet indenom af en række hardrock-bands, siden de skrev materialet til sangene i 2007. Måske er det bare meningen, at musikken skal lyde som copy-pastede blandinger af andre hardrock-sange. Man kan i hvert fald tale om sange, der læner sig voldsomt meget op ad inspirationskilderne. På ”While Love Died” lægges der ud med et riff og en versmelodi, der er så stereotypiske, at det er svært at udpege én inspirationskilde. I sangens omkvæd bliver det klart, at der i hvert fald er blevet hørt Foo Fighters i sangskrivningsprocessen. Når Floor i omkvædet synger ”What if we stayed the same, was it better?” lyder det næsten præcis som linjen “What if I said you’re not like the others?” fra omkvædet i klassikeren “The Pretender”. Enkelte steder på albummet bliver de inspirerede riffs og melodier nærmest til intertekstualitet, hvor klassikere fra f.eks. Alter Bridge, Linkin Park, Breaking Benjamin høres lidt for tydeligt i Northwards materiale – pas på diverse sagsanlæg fra Gene Simmons, fristes man til at advare. Værket er ikke langt fra blot at være en kollage af udklip fra diverse top rocksange.

Ovenstående kritikpunkter fylder en hel del i oplevelsen af Northward. Albummet har dog også sine gode sider. Sangskrivningen er ikke optimal, men til gengæld er det svært at sætte en finger på produktionen og musikernes talent. Når stykkerne i numrene virker lidt sammensatte, kommer bandets stærke sammenspil og Jansens smukke vokal til deres undsætning, og det gør, at der alligevel er lidt at komme efter på Northward. Og det kommer i isolerede pakker i samme sang. Først får vi lækre omkvædsmelodier talentfuldt betonet af Floor Jansens fyldige stemme, der i flere af sangene finder sig godt til rette i hardrock-stilen. Det næste sekund kan man stå midt i en hurtig blærerøvssolo, hvor Jorn Lofstad giver guitaren alt, hvad han har. Problemet med albummet er ikke i detaljen. Detaljen er faktisk ganske vellykket. Nej, problemet er i sangenes sammenhængskraft, aktualitet og lidt for ligefremme inspiration i kendte hardrock-sange. Nogle gange fungerer det, men lidt for ofte på Northward falder det til jorden.

Ikke det helt store at komme efter

Northward præsenterer kendte metalmusikere i en anderledes kontekst og giver os et eksperiment, der har været spændende at høre, men primært fordi man kender frontløberne fra andre bands. I sig selv er albummet ikke den store præstation og lyder mest af alt som en kollage af andre kendte hardrock-sange. En kollage med lidt for mange huller mellem udklippene, hvilket giver musikken en kunstighed og rodløshed. Sangene er godt nok finpolerede, og de enkelte passager lyder godt for sig, hvilket opvejer lytteoplevelsen. Jeg har dog svært ved at blive overbevist om helheden i projektet, der ender med at fremstå lidt for kunstig.

Tracklist

  1. While Love Died
  2. Get What You Give
  3. Storm In A Glass
  4. Drifting Islands
  5. Paragon
  6. Let Me Out
  7. Big Boy
  8. Timebomb
  9. Bridle Passion
  10. I Need
  11. 11

Tilføj kommentar