In nomine Satanas!

Det er efterhånden små tre år siden, jeg sidst sad med en Non Est Deus-skive – forståeligt nok, nu hvor manden bag, Noise, jo også har to andre bands, der skal administreres, og det ene er trods alt Kanonenfieber, ikke just et band, der ligger på den lade side. Jeg var ikke udpræget fan af den forrige udgivelse, Legacy, da den – sat på spidsen – lød som en lettere tam Mgła-kopi, hvor kreativitet og originalitet lod til ikke at være blevet inviteret til festen. En del tyder dog på, at Blessings and Curses er en lidt anden størrelse, og alle fortjener trods alt en chance til … Så det er frem med det omvendte krucifiks, for nu skal der syndes – i Satans navn!

Sure tæer i altervin!

Selvom man da godt kan høre, at det er Noise, der står bag projektet her, så er der nu en anden artist, som man også helt uundgåeligt kommer til at tænke på, når man lytter til Blessings and Curses – et band der ganske lig Mgła også stammer fra Polen. Nemlig Behemoth. Men bevares, Noise er fra Bamberg, der også er en katolsk højborg.

Tag nu det første reelle nummer på skiven her, ”Show Mercy”, det lyder jo ganske meget som Kanonenfieber, dog lidt mere groft og dystert – og så naturligvis på engelsk. Når Noise synger på engelsk, tillægger han sig en dialekt og tone, der minder utrolig meget om det, vi har hørt fra Nergal det sidste årti. Lyt bare til broen i ”Forgive Me”. Ergo er det ikke videre originalt, men i det mindste er det betydeligt mere spændende end endnu en Mgła-kopi, selvom de dog stadig spøger lidt i kulissen, hvilket man bestemt kan høre på et nummer som ”Transgression”.

Dog virker det en kende åndet at have to bands, der lyder så ens, som Non Est Deus og Kanonenfieber gør anno 2026, men ham om det.

En ting er dog, at linjerne mellem Noises to primære bands er mere slørede end nogensinde før. En anden er, at numrene på Blessings and Curses alle lader til at være skåret over samme læst. Faktisk i en sådan grad at det er en kende svært at skelne en stor portion af dem fra hinanden. De fleste kører også i det samme midt-tempo, som til tider nærmest er ganske dansant. Her tænker jeg især på ”My Lord”, der med sin dukka-dukka-melodi mest virker som en lidt klodset træskopolka, der er mere velegnet til en bayersk bierstube end en blackened death metal-udgivelse.

Det må vel være min største anke med udgivelsen her: Den er simpelthen for munter, ja næsten fjollet – hvilket måske godt kunne have fungeret, hvis ikke det var, fordi den samtidig prøver (for) meget på at være en benhård kritik af kirken, organiseret tro og en tømmerlærling fra Nazaret. Ergo ender det hele lidt, som om Noise lige så godt kunne have skrevet 'Jesus er dum, æh, bæh, bu! Sure tæer i altervin!'

Men … hvorfor?

Musikken fejler overordnet set ikke noget. Noise har jo bevist, gentagne gange efterhånden, at han snildt både kan komponere og spille. Dilemmaet er dog, udover de alt for lallede melodier, at jeg har svært ved at forstå Non Est Deus’ eksistensberettigelse – det gælder i øvrigt også de tre ”Prayer”-numre på pladen. Mage til ligegyldigt fyldstof skal man da lede længe efter.

Hvis ikke det var, fordi der blev sunget på engelsk i stedet for på tysk, ja, så tror jeg, at alle, der lyttede til pladen her, ville tænke: 'Fedt nok, ny skive fra Kanonenfieber'. Jovist, nu og da er der da lidt orgel og måske lidt bønnesang, men Kanonenfieber er jo heller ikke blottet for diverse teatralske aspekter. Så jovist, det er da en bedre skive end Legacy, men det siger ikke ret meget.