Hårrejsende historiefortælling
Når man en råkold efterårsdag sidder i sofaen med ungerne under armen, mens Snehvide, To På Flugt eller en hvilken som helst anden sukkerglaseret Disney-fortolkning ruller over skærmen, er det frygtelig nemt at fortrænge de gruopvækkende oplæg, der ofte ligger til grund for selvsamme historier. For hvor godt husker vi egentlig de barske og til tider brutale fortællinger fra vores længst svundne barndom? Det er således forholdsvis almenkendt, at Grimms samlede eventyr udspringer af lokale myter og sagn. Netop i folkloren finder vi også kilderne til Tales, tredje udspil fra Gøteborgbaserede Night Crowned. Blackened death-kvintetten så første gang dagens lys tilbage i 2016, og må siges at være af noget varieret ophav, bestående af tidligere og nuværende medlemmer fra blandt andre The Unguided, Dead By April, Nightrage, Cipher System og Amaranthe. Gruppen har desuden hentet tydelig inspiration fra Dark Funeral, hvor trommeslager Janne Jaloma sideløbende slår sine folder, fra Behemoth og ikke mindst fra de hedengangne sognebørn i Dissection – en i øvrigt ingenlunde tilfældig udvalgt analogi!
En myling taler ud …
De gribende narrativer om manden med leen flyder fra første færd i lind strøm, hvor vi stifter bekendtskab med den tragiske myte om ’mylingerne’, kendt som ”De Namnlösa”. Ofte født uden for ægteskab blev de uønskede børn typisk slået ihjel, inden de nåede at blive døbt og kunne derfor ikke begraves efter kristne forskrifter. Ånderne af disse fortabte sjæle var dermed dømt til at flakke hvileløst omkring, medmindre en ensom vandringsmand var i stand til at fragte dem til en nærliggende kirkegård, hvor de endelig kunne stedes til hvile i indviet jord. På nummeret møder vi gæstesolist Jens Rydén, forsangeren fra Thyrfing, der tillige arbejder som anerkendt koncertfotograf for flere af metallens semiprominente navne (Grand Magus, Marduk, Naglfar, Necrophobic og Unleashed etcetera). Fortolket på modersmålet høres Romlins forpinte inderlighed særdeles tydeligt, alt imens Jalomas tordentrommer buldrer gennem marv og ben.
Den lingvistiske diversitet mellem det svenske og det engelske sprog stiller i sagens natur visse krav til produktionen. Her må vi rose Jonathan Thorpenberg og hans behændighed bag mixerpulten. Overgangene sker aldeles flydende, hvorfor skæringer som ”She Comes At Night” og ”Lupus Luna” – begge indsunget med det andet og sidste gæstende vokalindslag, Therése Thomsson (Disdained, Sadauk) – falder naturligt ind på albummet. Førstnævnte bør især fremhæves for sine melodiske undertoner af nordisk melankoli, mens sidstnævntes riffkonstruktioner trækker mere i retning af The Black Dahlia Murder og Knight/Eschbachs ditto på ”I Will Return” fra Deflorate (2009). Tilsvarende tydelige referencer finder vi også på tenderende versoplæste ”Nattramn”. Med kulsorte grooves og symfoniske flader harmonerer det gotiske udtryk her glimrende med fanebærende genrevirtuose som Dimmu Borgir og Cradle of Filth, mens også tilhængere af henholdsvis Behemoth, Dissection og Dark Funeral formodentlig vil være godt underholdt.
De skrækindjagende, men finurlige fabuleringer på Tales forbliver i sagens natur et af de primære omdrejningspunkter. Få formår dog på så gennemført manér at besnære sin lytter som ”Loviatar”, guden for sygdom og død ifølge finsk mytologi. I folkemunde overleveret som et særdeles modbydeligt objekt for tilbedelse af masochister, sadister og torturbødler fremstår dette opus med sin svulstige ouverture, legesyge kompositioner samt sine knivskarpe atmo-riffs og korstykker med en horrorinducerende metaforik, der på det nærmeste reducerer Clive Barker’s Hellraiser til en ’Totte og Lotte’-bog. Derfor bærer vi efterfølgende også over med enkelte numre som ”Strandvaskerens Hymn”, der på trods af højt bundniveau kører lidt i tomgang, inden ”Old Tales” med tydelige tematiske bånd til ”Enslingen” fra det foregående album, Hädanfärd, sirligt binder sløjfe med sin natsorte atmosfære på en frygtindgydende, men forrygende fabelsamling.
Sand kunst fødes gennem smerte
For velbevandrede lyttere udi ekstremmetallens yderste afkroge vil Tales formentlig næppe fremstå som de vises sten. Aktører som Behemoth, Dark Funeral, Dimmu Borgir, Dissection og ikke mindst Cradle of Filth har i årtier anvendt samme genrekonforme greb, som Night Crowned på gruppens tredje udspil gør brug af. Men betyder det så, at svenskerne allerede nu har udspillet deres rolle? På ingen måde! Med sin konstant omskiftelige atmosfære, sit morbidt charmerende og ikke mindst originale historiemateriale, sin overbevisende produktion, spændende nuancer af gotik, nordisk folkemusik og generelt konventionel instrumentalisering med højt bundniveau løber svenskerne formentlig med et af største ottetaller, jeg kommer til at lange over disken i år. Det siges, at sand kunst kun kan fødes gennem smerte. Også her må man rose Tales for at fremstå afbalanceret i sine fortællinger frem for at svælge affekteret i egen elendighed. Der er således kridtet op til gys, gru og andre djævelske godter, når Night Crowned sammen Lotan og Shadowspawn læser højt (MEGET højt) på BETA til foråret.