Hvor ofte passer ordsprog?
Tretaller er i mange kulturer, religioner og folkeslag et yderst fremtrædende og vigtigt tal. Vi er alle bekendt med klassiske eventyr som De Tre Bukkebruse og De Tre Små Grise, og at helten ofte skal udføre tre opgaver for at få prinsessen. Derudover så er kristendommens centrale dogme Faderen, Sønnen og Helligånden, bedre kendt som treenigheden, og så er der selvfølgelig ordsproget: ”tredje gang er lykkens gang”. Et ordsprog baseret på at en aktivitet sandsynligvis lykkes tredje gang, man prøver den. Og her kommer danske Lotan ind i billedet. Bandets to første ep’er – Nihil Sacrum og Angelus Pestis – var meget jævne og ikke voldsomt interessante, men det kan være alting ændrer sig nu, da bandet er klar med deres første fuldlænge – Lotan.
Hvis Illdisposed spillede black metal
Skulle man ikke være bekendt med Lotan, så bekender de sig ikke til hverken typisk norsk black metal, sydamerikansk krigshærg eller noget helt tredje. I stedet har de kigget på hele det europæiske black metal-kort og lånt lidt fra bands som Marduk, Rotting Christ, Satyricon og Taake.
For dem, hvor sociale medier har ødelagt evnen til at holde opmærksomheden i mere end 30 sekunder, så kan jeg dog allerede nu afsløre, at nej, tredje gang er ikke lykkens gang for Lotan. "Diabolis Victor" og ”Ignis” knækker ellers næsten koden. Triumferende marchrytmer og dundrende riffs let krydret med henholdsvis let mellemøstlige strøg og stemningsfulde goth-passager burde kunne hive ethvert nummer op af kedsommelighedens grønne brakvand. Men de store slagkraftige vingesus, som man kender fra eksempelvis Behemoth, kommer desværre aldrig. I stedet for at gå polakkerne i bedene lyder det til, at Lotan har konsulteret en vestjysk bonde, der mener, at dansk metal toppede med Illdisposeds There’s Something Rotten… in the State of Denmark. Hvilket dog ikke udelukkende er en skidt ting. Samtlige numre er nemlig konstrueret på et fundament så solidt, at ikke engang USA's behandling af Bikiniatollerne i 50’erne kunne rokke numrene. Dog resulterer dette jydedødsfundament også i, at næsten samtlige numre stort set ikke kan bruges til andet end bajerdrikning og kranieflækning, da dynamik og udvikling er yderst sparsom, og førnævnte krydderi kun bruges som indikator for, hvor langt vi er i det pågældende nummer.
Undtagelsen er dog ”The Faithless”. En melodi så stemningsfuld og så arketypisk. For black metallen svæver storslået over den tordnende blasfemi, mens Taake-inspirationerne ubesværet trækker nummeret i en mere black’n’rollet retning. Alt sammen omkranset af en akustisk intro og outro, der er som trukket ud af Dornenreich og Of the Wand and the Moon. Det er med flere længder det bedste, som Lotan indtil videre har bedrevet, og som lytter undrer man sig over, hvad der forhindrer kvintetten i at udvise disse kvaliteter over hele skiven, nu bandet tydeligvis har evnerne.
I det mindste holder de da niveauet
Jeg vil dog pointere, at Lotan ikke er en dårlig plade. Langt størstedelen af tiden er det bare en plade mere kedelig end Bingo på DK4. Hvilket er en frustrerende oplevelse, når man ved, at bandet godt kan mere. Men når armbevægelserne sjældent bliver større end at tage hænderne op af lommen på harboørehabitten, så er det svært for alvor at blive begejstret for Lotan.
