Ingen siesta i Sydamerika
I februar 2022 udgav brasilianske NervoChaos sit seneste udspil, All Colors of Darkness, der fik pæne ord med på vejen her på siden. Knap er solen nået en gang rundt om jorden, før kvintetten igen er klar til at kaste sin galde op fra Amazonflodens dybder og ud i æteren. Chthonic Wrath er navnet på veteranernes 11. fuldlængdealbum, og som titlen indikerer, står menuen stadig på mavesyreshots og bøllebank ad libitum.
Ay, caramba!
Omgivet af tropiske strande, regnskove og bjerge ligger Brasiliens industrihovedstad, São Paulo. Byen er navngivet efter apostlen Paulus, og set i dét lys forekommer det en smule ironisk, at byen er hjemsted for flere prominente antireligiøse ekstremmetalbands. Bands som Angra, Korzus og NervoChaos har alle trådt deres barnesko i byen, og selvom der ikke er meget tilbage af sidstnævntes originale lineup, er bandet stadig stærkt influeret af de sociale og økonomiske forhold i Sydamerikas største land. Dette er også tydeligt på Chthonic Wrath, hvor gassen bestemt ikke er gået af den samfundskritiske ballon. NervoChaos har ikke ændret på den grundopskrift, der har fungeret upåklageligt for dem siden tilblivelsen tilbage i 1996: oldschool dødsgrind båret af konstante rytmeskift, palm-muted guitarharmonier og Eduardo Lanes ubønhørlige blast beats, der tæsker lytteren som en trykluftshammer.
Det er ikke svært at høre, at de fem herrer snart kan fejre sølvbryllup inden for death grind-genren, for de mestrer alle virkemidlerne til fingerspidserne. Til gengæld bliver jeg nødt til at melde pas på Brian Stones vokal, der er enormt anmassende. Der er absolut ingen variation at spore. Til gengæld går det hurtigt, hvilket desværre ikke er en ros. Det giver musikken et enormt hektisk udtryk, særligt eksemplificeret på numre som ”Son of Sin”, ”Kill for Pleasure” og ”Torn Apart”, hvor der er rig mulighed for at pådrage sig en migræne. Jeg forstår personligt ikke, at NervoChaos ikke valgte at holde fast i den tidligere vokalist, Lauro Nightrealm, der gjorde en glimrende figur på bandets 2017-udgivelse, Nyctophilia. Det punkede groove fra den udgivelse har NervoChaos heller ikke fået med på hverken Chthonic Wrath eller All Colors of Darkness, der begge er langt mere rå og kompromisløs i deres grind-stil end de tidligere udgivelser. Det er ærgerligt, for det bliver enormt ensformigt og kønsløst i længden, selvom håndværket basalt set er udmærket.
Af samme årsager er det også de to numre fra albummet, der afviger mest fra grundopskriften, der udgør højdepunkterne. Den overraskende – og meget korte – akustiske ”Tomb Mold” er en glimrende paletrenser, og på det efterfølgende nummer, ”Lullaby of Obliteration”, kaster NervoChaos sig ud i et døds/doom-eksperiment, der egentlig er ganske sympatisk. ”Ouroboros” er også et ganske udmærket nummer, men er bare placeret alt for sent på tracklisten. Man er for længst mættet, og jeg tog mig selv i at drage et lettelsens suk, da albummet endelig ebbede ud til tonerne af den urkomiske og komplet ligegyldige ”Weed Smoker’s Dream”. En skam, fordi NervoChaos kunne virkelig have gjort sig – og lytteren – en gedigen tjeneste, hvis de havde skåret et kvarter af spilletiden, og måske sågar fundet sig en forsanger, der ikke lyder som en, der har slugt en pakke vatrondeller og nu er stiktosset over at være nummer 70 i telefonkøen til vagtlægen.
Nervevragende
NervoChaos’ helt store styrke er det stabile niveau, som de har præsteret at lægge for dagen i mere end 25 år. På Chthonic Wrath præsenterer NervoChaos sig ikke fra sin bedste side, men er man fan af fræsende, gammeldags dødsmetal, ja, så kan man dog stadig få stillet sine lyster. Bandets meget intense og no nonsense-tilgang er dog bestemt ikke for alle, og for dem, der godt kan lide lidt variation i deres musik, lidt farofa til deres feijoada, vil Chthonic Wrath næppe blive noget stort bekendtskab. Der er dog ingen grund til at fortvivle, for med de herrers produktivitet in mente er det bestemt ikke udelukket, at de allerede har nyt materiale i støbeskeen til 2024.
