NervoChaos - Ablaze

Ablaze

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:16

Officiel vurdering: 3/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Riffologi 1

Hvad er egentlig et ”riff”? Højst sandsynligt stammer udtrykket fra det lidt vage ”rytmefigur” (Eng.: ”rhythm figure”), som blot refererer til et kort, gentagende rytmisk tema; som regel spillet af guitar og/eller bas. Som sådan taler ordet riff udelukkende til rytmik, men de fleste gode riffs i historien rummer naturligvis også et element af melodi for at skabe en identitet og for at fange lytteren. Brasilianske NervoChaos spiller en satans masse riffs på deres ottende studiealbum Ablaze, og næsten alle har det tilfælles, at de mangler identitet og taber lytteren på gulvet. Fat plektret, og glem gribebrættet.

Blendede riffs

En højst usædvanlig tanke strejfer mig omtrent halvvejs gennem femte gennemlytning af Ablaze. Man kunne isolere alle riffs og tilhørende beats i separate lydfiler, sætte dem tilfældigt sammen fire og fire, og stadig få det nøjagtigt samme album ud. Ingen ville mærke forskel, hvis ”Into Nightside” og ”Stalker” byttede vers – eller nogen anden del af sangen for den sags skyld. Albummet er som helhed en kavalkade af chug-, tremolo- og triplet-riffs (tænk ”Raining Blood”) i fire-fjerdedele, sammensat uden tanke for hinanden og ofte gentaget fire-otte gange længere, end de burde. Albummets åbner, ”Necroccult”, begynder ellers lovende med ildevarslende doomy riffing, men halvvejs igennem går det op for mig, at det blot er en instrumental indledning med to-og-et-halvt forskellige riffs, der er strakt til tre-og-et-halvt minut.

Enkelte lyspunkter gør albummet næsten tåleligt at lytte til. Den første egentlige sang, ”Demonic Juggernaut”, indgyder respekt med et hurtigt og voldsomt riff, mens ”Mors Indecepta” skaber variation ved at løfte hånddæmpningen, og i øvrigt glimrer ved kun at vare to-og-et-halvt minut. Endelig er riffsammensætningen i ”Walk Away” temmelig fin. På vokalfronten kommer de største hooks i form af spredte banderåb som for eksempel i ”My Dues” og ”Downfall”. Navnlig sidstnævnte rummer albummets eneste deciderede skarpsindige øjeblik; nemlig i kombinationen af det indledende Full Metal Jacket-sample og den hurtig marchrytme, som flot spiller op til banderåbene.

Albummet rummer seksten numre i alt, heraf ét instrumentalnummer og tre mellem-samples på gennemsnitligt ét minut. Resten af sangene starter med et eller andet ligegyldigt sample; de eneste undtagelser er 2’eren (som kommer efter instrumentalnummeret) og de sange, der ligger efter et mellem-sample. Jeg skulle til at skrive, ”hvad er meningen?”, men jeg tror simpelthen, at disse samples er det eneste, der holder albummet fra at virke som én lang skiften mellem fortrinsvist ligegyldige riffs. Sidst, men ikke mindst, har albummet en spilletid på godt treoghalvtreds minutter, hvilket jeg ærligt talt heller ikke begriber årsagen til. Kvaliteten desuagtet; stilen er til femogtredive minutter.

Ikke blod på tanden.

Mit overordnede indtryk af Ablaze er, at der er skænket få tanker til opbygningen, både hvad sange og album angår. Et sample, tre-fire riffs, ligeså mange beats, growls, banderåb og et temposkift er lige præcis, hvad man får i samtlige sange på albummet. Ingen af delene er nævneværdig effektfuldt arrangeret, og meget få af riffene efterlader noget indtryk overhovedet. Detaljerigdommen er minimal, graden af gentagelse er maksimal, og kun de spredte banderåb fungerer som hook på vokalfronten. Havde jeg opdaget NervoChaos på anden vis, ville jeg muligvis være gået på opdagelse i deres diskografi, men Ablaze har ikke givet mig blod på tanden.

Tracklist

  1. Necroccult
  2. Demonic Juggernaut
  3. Feast Of Cain
  4. Whisperer In Darkness
  5. Death Rites
  6. Shamanic Possession
  7. Into Nightside
  8. Cave Bestiam
  9. Dawn Of War
  10. Mors Indecepta
  11. Stalker
  12. My Dues
  13. Downfall
  14. A World Between Worlds
  15. Walk Away
  16. Of Evil And Men

Tilføj kommentar