Alle gode gange tre

Først kom Gabestok, så kom Nyredolk, og nu har et tredje dansksproget punket black metalband set dagens lys. Naarkas hedder de – og, selvfølgelig, fristes man til at sige, er de også landet hos Strange Aeons Records ligesom de to ovennævnte bands. Naarkas er en duo bestående af Olle Bergholz, bedst kendt fra Slægt, men også bassist i punk bandet Ond tro og Danni Storm også fra Ond Tro. Sidst i januar udgav de deres debut EP Slangen, en fiks lille sag med fire numre fordelt på knap 12 minutter.

Black metallisk punk er ikke punket black metal

I modsætning til Nyredolk og Gabestok lyder Naarkas til at være et black metallisk punkband fremfor et punket black metalband. En forskel der umiddelbart virker lige så ligegyldig som blindsmagning af postevand og kildevand, men i Naarkas tilfælde er forskellen tydeligt hørbar. Det er med til at differentiere bandet positivt fra resten af feltet, da disse til tider lyder til at gå lige lovlig meget i selvsving over en 15 år gammel Darkthrone-plade.

Langt størstedelen af Slangen giver indtrykket af, at Naarkas black metalinspirationer ligger mere i det produktionsmæssige aspekt end i den reelle musikalske udformning. Numre som ”Frossen Jord” og ”Skriger Mod Himlen” er i traditionel punkstil med en bas så langt fremme, at man skulle tro, den blev spillet i lytterens ører og et sæt trommer, der lyder til, at de bliver spillet i og på et blikskur. Men den ekkofyldte vokal, der kommer nede fra kælderen, og guitarens kolde toner giver alligevel nummeret et black metallisk twist, der fletter det hele sammen i en perfekt simpel og skramlet harmoni. Som for at cementere black metallen og punkens ofte meget ukomplicerede tilgang, så lægger ”Frossen Jord” endda ud med en så simpel rytme, at man ikke er tvivl om, det er en hån mod alle tekniske finurligheder. På titelnummeret, der runder EP’en af, stikker det black metalliske produktionselement helt af. Savner man det absolutte infernalske kaos af black metaldemoerne fra 90’erne, så er dette en glimrende tørstslukker. Det er et glorværdigt ragnarok af trommer, bas og guitar, der smelter sammen i ét punket støjhelvede, der ikke giver en millimeter for andet end total destruktion og anarki.

Efter et par gennemlytninger forsvinder fascinationen over, at Naarkas har prioriteret punk over black metal dog en smule. For tilbage står man med veludført, men meget genkendelig punk, og er man velbevandret i War of Destruction, Smertegrænsens Toldere og andre udgydelser på punkscenen, så vil man nok ikke stå forrest i køen engang, når Naarkas får deres livedebut. For ærlig talt, når man giver sig i kast med en genre, der er kendetegnet af dens simplicitet, så er sandsynligheden for at falde ned i uoriginalitetens dybe brønd, den samme som fejlraten hos en linedanser, der har spændt slidt tandtråd ud over et hajbassin. Det kan en produktion vristet ud af Deads kolde døde hænder end ikke ændre på.

Den mindste forskel er ofte den vigtigste

Så selvom Naarkas, som så mange før dem, gør sig skyldige i gravrøveri, så er Slangen bestemt et lyt eller ti værd – det tager jo trods alt kun 12 minutter. Specielt hvis man af og til synes, at punk mangler en smule corpse paint og lidt isnende kulde. Ingen af delene er hver for sig videre originalt, men sammen går det punkede og det black metalliske alligevel op i en højere enhed, der giver Naarkas en lille fordel i forhold til andre bands, der bevæger sig inden for denne genre.