Skønhed kan være mange ting …

Naturens helbredende veje er uransagelige, og man siger jo, at en tur op ad Kilimanjaros tinde kan give sjælero. Sjælero føder kreativitet, og måske er det derfor, at den internationalt sammensatte gruppe At The Mountain har valgt at indspille sin EP Free Fall in God’s Hand i den kenyanske by og nationalpark Amboseli. Smukt beliggende ved foden af det ikoniske bjerg. Gruppen består af medlemmer fra USA, Kenya og Danmark, men jeg kan desværre allerede nu afsløre, at pladen lige så godt kunne være indspillet i et industrikøkken i Hobro, mens 24 enlige fædre er ved at lære at lave lasagne. For selvom omgivelserne uden tvivl har været postkort-perfekte, så afspejler skønheden sig desværre ikke i musikken.

Men ikke alt er lige skønt …

Der er mange måder at finde balance i livet på: chi-manipulation, Feng Shui eller bare en solid gåtur med en podcast i ørerne og vind i håret. Skovsavannen i Amboseli Nationalpark skulle efter sigende være et paradis for Afrikas dyreliv – fredfyldt, majestætisk og i perfekt harmoni. At The Mountains forsøg på genre-fusion er desværre præcis det modsatte. Bandet beskriver sig selv som en kombination af Architects og Killswitch Engage med et tvist af Hans Zimmer, og ambitionerne fejler i dén grad intet. Men det hjælper altså ikke at drømme så stort, når slutproduktet lyder mere som baggrundsmusikken til en kirkeindsamling i Sønderjylland. Kvartetten forsøger at være progressiv – og cadeau for det – men musikken er så rodet, at man skulle tro, at bandet havde lavet tracklisten ved at kaste dartpile mod en tavle med genrer og stemningsord. Vi får blastbeats og episke kompositioner efterfulgt af akustiske guitarsektioner med fløjlsblød vokal. Og Terry Lee Richards’ vokal er enerverende som bare pokker. Ja, faktisk er den så monoton, at jeg begyndte at mistænke min højtaler for at være gået i stå. Hver eneste linje bliver leveret med samme livlige energi som en kommunal telefonsvarer, og allerede efter to numre havde jeg lyst til at aflive projektet og begrave det ude på savannen. Det er ærgerligt, for bandet har tydeligvis farverige idéer og en vision. Men når udførelsen ikke er bedre, så hjælper det altså ikke, hvor god intentionen end var.

Udover at vokalen er alt for høj i mixet, er produktionen udmærket fuldført. EP’ens trommer er højdepunktet, for der er stor variation og gode beats. Men det positive er svært at se, når bandet insisterer på at spille fem genrer samtidig – som om de ikke kunne blive enige og derfor valgte alle. Hvis de i stedet tog en dyb indånding, parkerede symfonierne og de akustiske elementer og gik all in på den progressive dødsmetal, så kunne det måske blive til noget. Men der er lang vej igen …

Fra fest og frihed til frustration

Det lyder ærligt talt, som om At The Mountain har haft enormt meget frihed og en fest i deres alternative studio. Men desværre er det en af den slags fester, hvor værterne har det sjovere end gæsterne, som står med en lunken øl og overvejer, hvordan de mest diskret kan snige sig ud ad hoveddøren. For mig er Free Fall In God’s Hand mest af alt en EP fuld af frustrationer. Det eneste, der tilnærmelsesvist fungerer, er de progressive elementer – og selv de føles som halvfærdige idéer nappet fra nogen, der gjorde det bedre og hurtigere. Musikken er pakket ind i budskaber, der kastes i hovedet på lytteren med en subtilitet som en brosten, og derfor lander vi desværre kun på to kranier ud af ti.