Al introduktion er vel overflødig

Det er ti år siden, at manden, der ikke kunne dø, gjorde lige præcis det. Der har derfor været temmelig stille i Motörheadland, men nu udsendes de demoer, der blev til den eponyme debut. Indspillet i ’76, et år inden debuten, præsenterer The Manticore Tapes bandets klassiske bandbesætning med Lemmy, Philthy Animal Taylor og Fast Eddie Clarke. Det er bare ikke den eneste ’debut’, for efter succesen med Overkill dukkede On Parole pludselig op. Ifølge Lemmy en skændsel fra Unites Artists side, deres første pladeselskab, hvor han, Lucas Fox og Larry Wallis indspillede samme album, som pladeselskabet dog valgte at skrotte. Men med al den opmærksomhed, Overkill skabte, lugtede selskabet muligheden for lettjente penge. Derfor er der den ægte debut og dens bastardbror, hvor sidstnævnte både i lyd og udførelse fremstår famlende og tyndbenet.

Nu, 50 år efter grundlæggelsen, udgives Eddie, Phil og Lemmys oprindelige demoer, og selv som stor fan virker tanken om endnu en omgang i ringen med de gamle sange lettere overflødig. Ville det ikke være mere interessant, om Lemmys sagnomspundne soloalbum fik lov at se dagens lys?

Proggede Motörhead

Så vidt historien om On Parole og debuten, der blev indspillet som et kompromis i stedet for at kaste håndklædet i ringen og gå hvert til sit. Og det er det album, vi her skal sætte Manticore Tapes op imod, der fra første tone adskiller sig i både lyd og energi. Det er en ren legestue, der virker som en livekoncert uden publikum, og selvom trommelyden er lettere fesen, er lyden overordnet tæt på Overkill og Ace of Spades. Og det er ikke det eneste es i ærmet, for overraskelserne står i kø: Den ellers altid fodstampende og kedsommelige kolos ”Keep Us On The Road” kan give selv en bibliotekar kænguruer i benene. Og ”Vibrator” er bedre end studieudgaven. Det har aldrig været deres bedste nummer, men her rykker det, og der er endda en progget midtersektion, som aldrig er hørt før, der bidrager potent til nummeret. Det er uforståeligt, at progsektionen røg ud, og det samme gælder for ”Leaving Here”, hvor bandet i maskingeværagtig staccato pumper løs over den samme tone. Tal om indestængt energi og forløsning, også den sektion er skrottet på debuten. I det alternative take af nummeret er der fuld drøn på, og alle tre laver brølere undervejs. Lemmy spiller decideret falsk. En fest uden lige. Til gengæld er ”The Watcher” stadig en fuser.

”Iron Horse/Born to Lose” angives som instrumental, men det er den jo ikke, når vi i det fjerne kan høre Lemmys blide vokal. Og ja, stemmen er mere blid end vaskeægte Lemmy, for det her er før, bandet begyndte at spille så højt, at han brændte sin stemme af. Eller før hans stemmebånd blev asfalteret med smøger og whiskey. Han lyder faktisk som på On Parole. Men den fænomenale ”Intro” er rent faktisk instrumental, et levende legende-jam, der sætter tonen for den samlede legeplads. Det jam er ikke at finde på debuten, men under navnet ”Instro” var den med på genudgivelser fra sen-80’erne og frem.

Rå charme

’Eddie broke a string five minutes ago’, hoster Lemmy ved udgangen af “Intro” og viser den afslappede og friske tilgang, der præger hele albummet. Det er ekstremt hyggeligt at være med bandet i øvelokalet, og lyden er reelt bedre end en stor del af diskografien. Niks, det er ikke et forsøg på at fylde ekstra penge i bandkassen: Manticore Tapes er i mine øjne bedre end debuten.