Morbide herligheder fra den sydlige halvkugle

Hidsige ambitioner

Trioen Werewolves fra Melbourne i Australien er ikke et band, vi har beskæftiget os med tidligere her på heavymetal.dk. Og det til trods for at denne anmeldelse skal omhandle deres sjette langspiller. Faktisk forholder det sig sådan, at Werewolves ved dannelsen i 2019 besluttede sig for at udgive ti plader på lige så mange år. At kalde den plan ambitiøs ville være en underdrivelse, men indtil videre holder de, hvad de lover; første album kom i 2020, og siden er der kommet et om året.

Mere af det samme, men bedre

Kendere af Werewolves vil med stor sandsynlighed give mig ret i, at deres bedste plade er albummet fra 2023, My Enemies Look and Sound Like Me. Men så kan jeg jo kun bringe den skønne nyhed, at The Ugliest Of All er mindst lige så godt. Her er igen tale om kompromisløs death metal med teknisk kant tilsat lidt black-, thrash- og grind-elementer. Selvfølgelig leveret med masser af kulsort australsk humor og en befriende ironisk distance til materialet. Nøjagtig som vi kender dem. Det er på ingen måde meningen, at det skal være teknisk imponerende med højtravende filosofiske tekster eller det, der ligner. Det er ren og skær metal for metallens skyld, og det må godt være sjovt.

“Fools of the Trade” og den dejligt samtidskritiske “I Want To Be Offended” åbner albummet med et brag. Det er højenergisk og fandens velspillet, og er man til groovy riffs, bliver man bestemt ikke skuffet. “Skullbattering” og “Unoriginal Sin” bør man heller ikke sidde overhørig – særligt ikke hvis man er til velspillede trommer. Hatten af for den uhyre dygtige grydebanker David Haley, der med et fast greb om stikkerne og et par ben med fart i bidrager med formidabelt spil og blændende dynamik. Bevares, det bliver lidt ensformigt, men en aldeles godkendt præstation, og på dette tidspunkt er man vel at mærke kun fire numre inde i pladen.

Pladens midterste tredjedel er desværre lidt til den intetsigende side. Werewolves har et rigtig fornuftigt bundniveau, men både “The Enshittification” og “Logorrea” bærer præg af fyld, der let kan springes over. Singlen “Rats Versus Snakes” er lidt mere spændende, omend temmelig generisk, men så er det heldigt, at pladen slutter af med bravur. “Slaves To The Blast” er en solid skæring, der giver lytteren meget øm nakkemuskulatur, men titelnummeret, der er albummets sidste, er klart bedst. Faktisk tør jeg godt sige, at dette nok er et af de bedste numre, bandet til dato har skrevet. Det er forrygende godt.

Ikke noget mesterværk, men mindre kan også gøre det

Plader som The Ugliest Of All går næppe over i historien som noget af det bedste, genren kan byde på. Men dermed ikke sagt at man ikke kan være pokkers godt underholdt undervejs. Teksterne og de små bidder af monolog, der præger sekunderne mellem numrene, er ret humoristiske, og en god håndfuld af de ni skæringer gør præcis det, de skal. Fans bør helt bestemt give pladen et lyt, og falder den ikke i god smag, skal man heldigvis ikke vente så længe. Vi høres jo nok ved igen til næste år.