25 års metal smeltes sammen på Disguise, hvilket har givet et album, der enkelte steder er virkeligt stærkt og andre steder svagt og forvirret.

Der er gang i smeltediglen, når amerikanske Motionless in White går i gang på deres seneste album, Disguise. Alt godt fra de seneste 25 år i metal bliver hældt i diglen, og produktet i den anden ende lyder også sådan. Der er utroligt mange genrer i spil, og referencerne til fx Korn, Linkin Park, Marilyn Manson og diverse corebands er tydelige.

Der bliver spillet på alle tangenter, og alle virkemidler bliver taget i brug. Vers med ren sang, melodi og tydelig instrumentering bliver afløst af tonstunge breakdowns, der glider over i kaoslignende passager eller omkvæd med kor, skrig og brøl. Tunge guitarriffs, bas og trommer ruller over store klangflader fra keyboards, ligesom en lang række andre effekter præger både musik og vokal. Det fungerer rigtig godt enkelte steder på pladen, fx på sangene ”Headache” og ”Holding on to Smoke”, men som et bærerende element pladen igennem bliver det ganske enkelt for meget. Og så er der lyden på pladen: Den er med et pænt udtryk ”moderne”, og det lyder som om, at man har brugt den forindstilling, der hedder ”Stor indendørs arena” eller ”Stadion”. Det hele lyder meget stort, hvilket, ligesom de mange effekter, bliver for meget på et helt album. Det kan godt være, at det er skribenten, der ikke kan følge med længere, men det er ikke helstøbt, og det er svært at finde sig tilrette på Disguise.