Lavpunkter og navlepilleri

Tænk sig, det er tæt på seks år siden, vi sidst fik en skive fra Moonspell. Det er den længste pause, bandet nogensinde har holdt i løbet af sin 34 år lange karriere. Det er bestemt ikke nogen hemmelighed, at jeg var ekstraordinært skuffet over Hermitage fra 2021, der repræsenterer det største lavpunkt i bandets historie. Men nu er der så gået omtrent fem et halvt år, hvilket jo er masser af tid til virkelig at grave sig ned i studiet, få tænkt store tanker og derved skabt storladen musik, som man jo normalt forbinder Moonspell med. Eller det er da i hvert fald håbet, for de kan lige så godt have brugt tid på at sidde og pille sig selv i navlen og køre i kreativ tomgang.

Grev Blodfattig

Mine to kritikpunkter vedrørende Hermitage var, at albummet lød elendigt, og at det var ufatteligt kedeligt. Far From God gør op med ét af de to problemer, for det lyder faktisk rigtig fint.

Desværre er det omtrent lige så ugudelig kedeligt som sin forgænger. Der sker slet og ret ikke en fløjtende fis på Moonspells 13. album, trods det at bandet selv skriver følgende om albummet: 'Far From God is a bold and beautiful statement of Gothic Metal in its purest form: dark, romantic, dramatic and unapologetically heavy.'
Gotisk? Jovist, der er da skruet helt op for et lydunivers, som vi ellers nok mest forbinder med bands som Sisters of Mercy, The 69 Eyes og sågar Type O Negative.
Mørkt? Tjøh, man skal da i hvert fald lede med lys og lygte for at finde noget, der bare er den mindste smule ‘uanpologetically heavy’.

Albummet er slet og ret ekstremt blodfattigt, hvilket, ironisk nok, er ganske passende nu, hvor albummets titel sang netop handler om vampyren. Hvilket desværre står uhyre klart allerede på albummets åbner, “Cross My Heart”, der med sin kombination af trætte blues-licks, forelsket-teenager-lyrik og Ribeiro, der snøvle-crooner, gør det klart, at det altså hverken er Wolfheart 2 eller Extinct 2, man har købt.

I det store hele kunne jeg faktisk godt have genbrugt min anmeldelse af Hermitage her, og så bare skiftet diverse titler ud, for der er – desværre – ikke megen forskel på de to skiver. I netop den anmeldelse skrev jeg følgende: 'Først på albummets SYVENDE nummer, ”The Hermit Saints”, får vi noget, der bare minder om Moonspell, og først der ruller Fernando sig for alvor ud'. Det vildeste er, at det samme gør sig gældende på Far From God, for hvor absurd det end virker, så er det faktisk først på nummeret “Our Freedom to Fall”, som er sang nummer syv på skiven her, at Fernando Ribeiro folder sig ud. Det er sgu da et bizart sammentræf. Det er også først der, Moonspell faktisk lader til at komme i tanke om, at de jo er et metalband og ikke et radio-rockband.

Der er ikke noget nyt i, at bands, der har eksisteret så længe, som Moonspell har, bliver mere slappe og tilforladelige på sine gamle dage. Det er vel ganske naturligt, og det virker, som om meget få artister er immune overfor denne kreative forbandelse. Det ville heller ikke være et problem, hvis bandet så bare havde truttet ren røv og sagt, at Far From God består af otte ensformige, skabelonskårne numre, skrevet af nogle ældre herrer i kreativ tomgang – i stedet for at skrive alt sådan noget fis med, at skiven her er 'uundskyldeligt tung'. Det er faktisk totalt ufatteligt, at det her er det band, der har skrevet sange som “Opium”, “Funeral Bloom”, “Breathe”, “Abanão” og “Alma Mater”.

Hvad var det nu, du hed?

Der er ufatteligt få lyspunkter ved Far From God. Der er vel kun lige anden halvdel af “Biblical”, anden halvdel af “Our Freedom to Fall” og så – hvis vi er virkelig gavmilde – første del af albummets lukker, “Reconquista”. Nå ja, og albummet lyder selvfølgelig også helt overordnet ganske fint – hurra. Far From God er et album, der virkelig ikke vil ret meget, det er der bare. Som den stille elev i klassen, der sidder på den bagerste række og bare kigger lidt rundt nu og da. Hvis eleven endelig rækker hånden op, er det for at spørge, om vedkommende må gå på toilettet – og det er fint, den slags skal der også være plads til. Men når skoletiden er slut, er der ingen, der kan huske, hvad personen hed.