Når englene brøler

Hvis man i mit hjem ønsker at starte en heftig diskussion, skal man blot stille spørgsmålet: Hvem er den dygtigste sangerinde, Nightwish nogensinde har haft? Og er Within Temptation egentlig bedre? Man kan vælge at stå fast på sine principper og betale 875 kroner for en skilsmisse eller gemme diskussionen til en anden dag. Indtil videre har vi kun valgt sidstnævnte løsning. Talia Hoit er en amerikansk pianist og sopran, som debuterede i 2024 med Oceans. Hun henter inspiration fra blandt andre Nightwish, Within Temptation og Evanescence, så forventningerne er naturligvis derefter; store følelser, symfoniske arrangementer og masser af klaverpassager, der gerne skulle kunne fremkalde gåsehud uden at torturere lytteren med fjer.  Spørgsmålet er så bare, hvor godt hendes nye værk When the Skies Fall er sat sammen?

Masser af elegance, men ingen balance

Desværre ikke særligt godt. When the Skies Fall byder egentlig på ganske fornuftig instrumentering fordelt over sine ti numre, men fællesnævneren er, at der mangler noget råt til at punktere det drømmende udtryk. Det hele bliver simpelthen for sukkersødt. Lidt som Nightwish i Anette Olzon perioden, hvis man havde fjernet Tuomas Holopainen og erstattet ham med en foredragsholder, der laver PowerPoint-præsentationer om god stemning. Misforstå mig ikke: Talia Hoit er en dygtig sangerinde, og stemmen fejler bestemt ikke noget. Problemet er bare, at materialet ikke giver hende nok at arbejde med. Der mangler kant, kontrast og det lille uforudsigelige element, der får ørene til at spidse. Det hele er så pænt, at man næsten får lyst til at kaste et stinkdyr ind i studiet blot for at se, om nogle reagerer på optrinnet. Sammenligner man med for eksempel Simone Simons værk Vermillion, bliver forskellen endnu tydeligere. Hvor Simons tør tage chancer og bevæge sig væk fra det sikre, holder Hoit sig lidt for pænt inden for stregerne.

Det smukkeste element på udgivelsen er uden tvivl introerne, hvor klaveret får lov til at stå alene. Her mærker man tydeligt, at Talia Hoit befinder sig på hjemmebane. De er farverige, melodiske og folder sig langsomt ud, mens de elegant bygger numrene op, før resten af instrumenterne træder ind på scenen. Paradoksalt nok, bliver det mere ensformigt jo flere instrumenter, der kommer på. Det bliver simpelthen svært at skelne numrene fra hinanden. Pladens klare højdepunkt er ”Again”, som åbner med en hæsblæsende passage og trommer, der endelig er blevet skiftet ind fra bænken. Tempoet klæder nummeret gevaldigt og giver det en energi, som resten af albummet ofte savner.

Og ja, som anmelder kan man næsten kun blive skuffet, når et album har et nummer, der hedder ”Orion”, som ikke lever op til forventninger.

Et passioneret værk som aldrig bliver spændende

When the Skies Fall er desværre et forholdsvist kedeligt værk. Især med tanke på, hvor stort potentialet er. Hoit har både stemmen og de musikalske evner, men hun bliver på samme græsmark stort set hele albummet igennem, mens andre sangerinder i år allerede har stemplet deres rejsekort ind i adskillige lande. Der er intet galt med det, hun gør. Man glemmer det blot hurtigt.