They are taking the hobbits to Isengard
Hvis man vil have et billigt grin, bør man gå ind og læse samtlige af de YouTube-kommentarer, som Onward har fået. Enhver, der laver hobbit-inspireret electro-blackgaze-nintendocore musik, bør også forvente mindst lige så mange kommentarer, som det antal ord Tolkien brugte til at skrive Hobitten, Ringenes Herre og Silmarillion – tilsammen. På papiret virker hobbitter nok som den mindst black-metallede ting, man overhovedet kan lave musik om. Små tykke, forslugne og stokkonservative hyggeonkler, der helst bare vil sidde og ryge pibe, æde tærte og bagtale naboen. Det er der virkelig ikke meget satan, svovl og gedeofring over. Omvendt passer den beskrivelse faktisk udmærket på den gennemsnitlige black metal fan – mig selv inklusive, bortset fra det med piberygning og den vertikale udfordring. Alt andet lige, så skal Lammoth have uendeligt mange point for at lave en plade dedikeret til ponyen Bill (Jens på dansk), da det er lige dele totalt åndssvagt og lige dele unikt. Spørgsmålet er dog, om ponyen her er værd at fejre, eller om den i stedet skulle et smut forbi limfabrikken?
What does the fox think?
Tolkien-black er der absolut intet nyt eller originalt i. De to har hængt sammen, lige siden Fyrst Grishnákh første gang satte strøm til en guitar. Jeg er dog ret sikker på, at Onward er første gang, nogen har tænkt den vanvittige tanke at kombinere professoren med lalleglad blackgaze, elektroniske blip-blop-boop-lyde og kornfede punkrockriffs. Ser man bort fra det lyriske tema, opdager man dog hurtigt, at selve musikken ikke er så original igen. Onward minder utroligt meget om en plade, Violet Cold kunne have lavet, især hvis man tænker på et værk som Empire of Love. Samtidig er det også umuligt ikke at komme til at tænke på Deafheavens mest kendte værk, Sunbather. Faktisk kommer jeg også til at tænke på et mere obskurt værk, nemlig Immaculate Hearts Will Triumph af Great Cold Emptiness.
Den største forskel på de plader og Onward er, at de rent faktisk virker. Det er ikke Lammoths debut, der er en total katastrofe, men selvom musikken virker vanvittig i teorien, så er den i praksis faktisk forholdsvis banal. Størstedelen af numrene lader til at være skåret over samme kam – og hvad der derfor ved første øjekast virker skørt, ender med at fremstå ret fladt. Samtlige numre består af de præcis samme byggeklodser, som Lammoth så sætter sammen på nogenlunde samme måde hver gang. Der er de eksplosive Deafheaven-riffs, blastbeatsgalore og den forpinte gespenst-vokal. Det hele bliver så pakket fint og nænsomt ind i de æteriske elektronica-elementer, og vupti, så har du faktisk hele pladen – i grove træk. Ingen af numrene fremstår som individuelle værker, de er alle så ufatteligt ens, og derfor er det komplet umuligt at høre forskel på “To Be Free (Bill)”, “The Road to Brave” og “A Gardener”. Et enkelt nummer skiller sig dog ud, nemlig “A Fox Passing Through the Woods on Business of Their Own”.
Her bliver vi spist af med 51 sekunders fuglesang og SNES-syntheziser. Jeg elsker dog, at Lammoth har dedikeret et helt nummer til en af de mest mærkværdige passager i hele Tolkiens litterære verden og uden tvivl en passage næsten alle har glemt. Det er bestemt heller ikke en vigtig eller relevant scene, da det vitterligt bare er nogle få linjer om en ræv, der går forbi en sovende Frodo og Sam og bemærker, at det da er underligt, at der ligger to hobbitter og sover midt ude på en mark. That’s it!
Kunsten at peacocke
Tematisk er Onward en fantastisk plade. Der hersker ingen tvivl om, at hvis vi udelukkende gav karakter ud fra et tematisk synspunkt, så skulle pladen her have ti ud af ti kranier. Desværre for Lammoth er det ikke tilfældet. For hvor unik er du, hvis du minder om et hav af andre plader og artister? Der er desværre intet nyt i at lave den slags musik, som Lammoth gør – ikke at det er et krav for at få en høj karakter. Det eneste reelle krav er faktisk, at musikken er god og gennemført. Se, her er årsagen så til, at Onward lander i midten af det hele med et femtal. Der er andre artister, der laver præcis den slags, som Lammoth gør – og de gør simpelthen bare bedre og markant mere overbevisende. Musikken er ganske tilforladelig, men der er ingen tvivl om, at hvis Lammoth have valgt et andet albumcover, så havde ingen hørt denne her plade, og ej heller ville Metal-Injection have delt det på sin Facebookside.