Storhed og fald
I 1850’ere var Lakota-stammen en de mægtigste præriestammer, hvis ryttere kunne give selv den mest hårdføre desperado sved på panden. Ulig stammer som Choctaw, Chickasaw og Omaha, så valgte Lakota at tage kampen op imod USA. I starten gik det da også udmærket. I 1868 tvang høvding Red Cloud (Maȟpíya Lúta på lakota) USA til at anerkende Black Hills som officielt Lakota-territorium, og i 1876 lykkes det en forenet Lakota-Cheyenne hær at udslette hele d. 7. kavaleriregiment totalt samt dets general, George Armstrong Custer – et af historiens absolut største røvhulshuller. Derfra gik det dog kun ned ad bakke for præriefolket. I 1886 blev den sidste bisonokse skudt, hvilket førte til en enorm hungersnød, og i 1890 fandt massakren ved Wounded Knee sted, hvilket knuste den sidste flig af modstandskraft. I 2026 er et sted mellem 80 og 90 % af de nuværende Lakota-folk arbejdsløse og blandt de absolut mest fattige og forarmede folk i hele USA.
Dog står deres kultur fortsat stærkt, og trods omtrent 300 års armod og elendighed kæmper de videre – denne gang i retssalene og ikke på prærierne. Maȟpíya Lúta er et meget mystisk, nærmest obskurt projekt, der siden 2022 har skreget og skrålet om Lakota-folkets lidelser og elendighed, men også om de kerneværdier, som er en grundpille for dem. Hvoraf den største og vigtigste er ’Wówalitake’, som løst kan oversættes til mod.
Du bliver skalperet, hvis du hiver en akustisk guitar frem!
Når jeg skriver, at Maȟpíya Lúta er et obskurt og mystisk band, så skyldes det, at det er umuligt at finde ud af, hvor mange der er med i bandet, og hvem de er. Det eneste man dog ved med sikkerhed, er, at bandet er fra Pine Ridge i South Dakota, og at der synges på lakota-sproget. Så held og lykke med at synge med! Musikken er rå, grim og grynet – dog er den fyldige og ekstremt svulstige basguitar med til at give musikken en usædvanlig varm og ulden lyd. Man kan nærmest mærke den tørre og varme prærievind i ansigtet, når musikken spiller. Så den klassiske lo-fi kulde, man forventer fra rå black metal, udebliver, og i stedet bliver de spartanske riffs akkompagneret af et nærmest sludgy røvballerockgroove, som man nok havde forventet af et ørkenrock-band. Når nu der er et så altoverskyggende fokus på lakotafolket og -kulturen, så kunne man nok forvente, at musikken ville have diverse folkeinstrumenter som fløjter, håndtrommer og rasler.
Det er dog absolut intet af i Maȟpíya Lútas musik, her er kun ægte, ufortrøden og rå metal – absolut intet andet. Der er ikke engang så meget som en enkelt akustisk guitar, der lige får lov til at komme og lave lidt lejrbålsstemning. Wówalitake er ikke ligefrem verdens længste album. Man får fire sange og en samlet spilletid på en halv time. Der er dog ingen tvivl om, at bandet absolut er bedst til at skrive korte sange, for lige så snart de begynder at lave noget, der varer meget mere end fem minutter, bliver det tydeligt, at det skal de lade være med. De har slet ikke evnerne til at lave reelle atmosfæriske værker, hvor grandiose stemninger bliver bygget op. Titelnummeret, der varer godt og vel ni et halvt minut, understreger dette ganske godt. De første par minutter består af noget virkelig sløvt og sløjt guitararbejde, der udføres så kluntet, at man er i tvivl om, hvorvidt de egentlig kan spille, eller om de er kommet til at trykke på optage-knappen alt for tidligt.
Alle fortjener at blive hørt
Med andre ord er der ingen tvivl om, at det mest spændende ved Wówalitake og nok Maȟpíya Lúta helt generelt er alt det, der ligger omkring musikken. Jovist, musikken er da fin, men man skal ikke lede ret længe for at finde rå, lo-fi black af enten samme eller højere kvalitet, end det man får på Wówalitake. Det ændrer dog ikke på, at hele denne ’indigenous-metal’-bølge, der virkelig har fart på de her dage, grundlæggende er superspændende, og jeg vil atter anbefale alle at se Revolvers dokumentar om ’rez-metal’. For nej, det er nok ikke alt sammen lige godt eller nyskabende, men hvis undertrykte folkeslag kan få en stemme igennem ved hjælp af metal-musikken, så fortjener de, at vi lytter, uanset kvaliteten.
