Svenske Moonlight Agony er klar med deres andet album, "Silent Waters". Musikken er progressiv, pompøst orkestreret melodisk powermetal med stærke inspirationer fra Symphony X, skønt der på ingen måde er tale om ren kopi af de amerikanske mestre. Generelt er numrene her mere power- end progressiv metal. Vægten er lagt på energi, storladne, fængende omkvæd og hooklines og i mindre grad på teknisk lir, skønt musikken går over stok og sten med hektisk trommespil og forholdsvis detaljerede arrangementer, hvor guitar, bas og keyboard alle kommer fint til deres ret. Numrene er også meget korte set fra en progmetal-lytters synsvinkel – det længste nummer er knap 6 minutter langt, det korteste knap 3½ minut. Ellers ligger de fleste numres spilletid på 4-5 minutter. Så selv om de fleste sange har en forholdsvis konventionel vers-omkvæd-opbygning, når man som regel ikke at blive træt af ideerne i de enkelte sange, før de pludselig er færdige.

Mine umiddelbare favoritter på albummet er åbningsnummeret "Leaving Solitude" og "The Dark Era", der begge har en meget personlig blanding af pompøs powermetal og fede progressive ideer. Ellers er der meget af albummet, der er lidt for banalt pop-symfonisk i melodierne til min smag. Forsanger David Åkesson er ind imellem noget pubertær at høre på i sine forsøg på at synge med rå Russell Allen-kant. Man kunne i almindelighed godt ønske sig mere variation i hans udtryk – det lyder som om, han størstedelen af tiden forsøger at synge så kraftigt, som han overhovedet kan. Produktionen er acceptabel, men ikke fremragende. Når lydbilledet hen imod slutningen begynder at være trættende at lytte til, skyldes det dog mest arrangementerne, der ikke rummer ret mange stille øjeblikke.

Alt taget i betragtning er "Silent Waters" et o.k. produkt, der dog på ingen måde er revolutionerende eller rummer nogen nævneværdig musikalsk dybde. Vokalens ensformighed trækker meget ned i min bedømmelse, mens musikkens fornemmelse af friskhed trækker op, så jeg ender på et stort 6-tal. De lyttere, der er mindre allergiske over for sangerens æstetik, end jeg er, kan lægge et dødningehoved til karakteren.