Vinylbanner
Panzerfaust - The Suns of Perdition, Chapter I: War, Horrid War

The Suns of Perdition, Chapter I: War, Horrid War

· Udkom

Type:Album
Genre:Black metal
Antal numre:5

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Er det en fugl? Er det et fly? Næh, det er en panserværnsraket!

Canadiske Panzerfaust slår ligeså hårdt som den anti-tank granat, de er opkaldt efter. Du ser det ikke komme, før det er for sent og kapow! Så ligger du der på gulvet – sønderlemmet. De har eksisteret siden 2006, og deres fokus har altid været klassiske black metal-emner som krig og religion, men hvorfor ændre på noget, der virker? Men på The Suns of Perdition, Ch1. War, Horrid War har de valgt at skrue deres ambitionsniveau gevaldigt op, da dette album skal forstille at være det første i en følgeton bestående af fire albums – en såkaldt tetralogi. Omdrejningspunkterne for dette værk er Første og Anden Verdenskrig samt religiøs fundamentalisme – alle perfekte omend fortærskede emner for et band, der beskriver sig selv som værende ”fundamentalistisk black metal”. For hvis man ønsker fortællinger om menneskelig grusomhed, så er krig og fanatisme i sandhed reelle overflødighedshorn af sådanne.

Der var engang….

Musikken er voldsom og tung, men mest af alt dyster og melankolsk. Albummet starter råt og brutalt ud med et brøl, der lyder som en døende mands sidste åndedrag, og så er første nummer ”The Day After ’Trinity’” ellers i gang. Nummeret er en reference til Oppenheimers udtalelse om, at hvis man skulle have stoppet atomkampløbet, så skulle man have stoppet det dagen efter den første prøvesprængning af den første bombe, der lød kodenavnet ”Trinity”. Nummeret kendetegnes ved en dobbelt-vokal effekt, som virkelig giver sangen et ekstra lag af vanvid. Derfra kører vi over i et bombastisk nummer omhandlende strabadserne ved Stalingrad i 1942-1943, hvor vi får denne perle af lyrik: ”I watched as the bodies hung from the frozen trees that cloaked the Volga. And beneath an oblivion sky the frantic cried to the streets that bore time”. Vi mindes om, hvor hurtigt vi mennesker forkaster vores menneskelighed og istedet lovpriser hadet.

Derfra går det dog kort ned af bakke, da det næste nummer, ”Crimes Against Humanity”, blot er en kort lille instrumental, der ikke rigtigt spiller en rolle andet end at være fyldstof. Det burde have været en intro/outro på et andet nummer eller helt droppet. Men efter det ligegyldige nummer får vi så måske det mest provokerende nummer på hele albummet nemlig ”The Decapitator’s Prayer”. Den refererer til et specifikt stykke af Koranen, hvor der opfordres til, at de vantro skal ”slås i nakken”. Bandet beskriver sig selv som værende dybt apolitisk, men ærligt talt, så køber jeg ikke helt den præmis, da albummet stinker langt væk af meninger, holdninger og observationer – men dem om det! Det sidste nummer på albummet varer hele 13 minutter, og er en fortælling om de soldater, der langsomt rådnede op i de mange skyttegrave, der fyldte landskaberne som pestbylder under Første Verdenskrig. Halvvejs igennem sangen går vi fra skrig og black metal til optagelsen af de tyske soldater, der sang ”Glade Jul, Dejlige Jul” ved Julefreden i 1914. Den er et intermezzo, der virkeligt får de små hår til at rejse sig, fordi den stemning, det skaber, simpelthen er så horribel, da vi ved, at julefreden kort efter blev brudt af sennepsgas og iturevne lemmer, der fløj gennem luften. Den sidste del af sangen er digtet ”På Flanderns marker blafrer valmuerne”, skrevet af den canadiske løjtnant John McCrae, der med sine egne øjne så krigens rædsler.

Hvor gjorde jeg nu af den whisky?!

The Suns of Perdition, Ch. 1: War, Horrid War er et utroligt værk, men også et værk, der efterlader en helt stille og tom indeni. For selv om det ”blot” er musik, musik der er skrevet mange år efter de hændelser, som den omhandler, så formår Panzerfaust alligevel at få den rædsel og elendighed ind i lytteren – og det er lige før, man har brug for en skarp efter en gennemlytning. Panzerfaust blev for alvor voksne på dette album, men formår stadig at være brutale og provokerende, men på en langt mere intelligent og sofistikeret måde end tidligere, hvor deres sange havde titler som ”Impale the Nazarene (Fuck You Father For I Have Sinned). Dette album er kun det første kapitel, og jeg kan slet ikke vente på det næste!

Tracklist

  1. The Day After 'Trinity'
  2. Stalingrad, Massengrab
  3. Crimes Against Humanity
  4. The Decapitator's Prayer
  5. The Men of No Man's Land
Metalvinyl

Tilføj kommentar