Elektro metal med politisk bid
Hvad er heavymusik? Nærmest uanset hvem, der besvarer dette spørgsmål, bevæger det amerikanske industrial band Ministry sig på grænsen af definitionen. En lang historie har budt på både rendyrket elektronisk musik og riff-fyldt thrash. Bandet er kendt for at sammensætte heavymusikken med et uvant diskoteksmiljø og resultatet er overraskende velfungerende. Sammen med de tunge guitarriffs har bandet også lånt af thrashmusikkens tematikker. Komplementeret af masser af samplede statements bliver der på Ministrys albums sunget om stoffer, religion og krig, typisk tilsat en god portion politisk kant. På det aktuelle album, AmeriKKKant, bliver stofferne og feststemningen sat i baggrunden, mens de politiske holdninger får frit løb.
Aggressivt album med tydeligt statement
Ministrys frontfigur, Al Jourgensen, lader til at være godt træt af USA’s politiske virkelighed, der med den utilregnelige Donald Trump i spidsen er som taget ud af teksten på flere klassiske thrash albums. Man skal heller ikke lede længe efter nutidige numre med politiske undertoner, men Ministry tager det til næste niveau og gør deres statements til albummets fundament. En meget åbenlys konfrontation med Amerikas kontroverser. Indledningen til albummet leger med en række Trump-citater til en filmisk baggrundsmusik. Intentionen er klar – den amerikanske præsident skal ved brug af tyk ironi fremstilles så uintelligent og usympatisk som muligt. Det er ikke en svær opgave for Al Jourgensen, og musikken bliver nærmest komisk. Heldigvis sikrer den fede mixning og produktion, at det ikke bliver plat.
Trump-temaet fortsætter med numrene ”Twilight Zone”, ”Victims Of A Clown” og får en dybt frustreret reaktion på ”We’re Tired Of It”. Lidt mere radikalt bliver det på sangen ”Antifa”, der har delt vandene med sin bekæmp vold med vold-attitude. I den kontroversielle video til sangen bekender Ministry sig til Antifa-bevægelsen, der ellers ofte høster mindst ligeså meget harme som Donald Trumps regering. ”Antifa” er et naivt valg af en førstesingle og er alt for politisk ensporet til at være en repræsentant for resten af albummet. Sangens mixning er samtidigt kedelig, så jeg anbefaler, at man i stedet smider en ekstra afspilning på nummeret inden.
”Wargasm” har nemlig meget mere kød på lyrikken, der udstiller menneskehedens krigs- og konfliktliderlighed. Et par citater fra sangen kan tale for sig selv; ”This is the peoples’ war!”, ”It’s like fucking sex, watching the blood on TV” og det vedhængende rim ”Violence! We Love it! We just can’t get enough of it!” Fedt nummer, der blander alle de rigtige elementer fra industrial- og metalgenren til en solid, tung, selvforstærkende cocktail af galskab. Albummet afsluttes af to mere tilbagelænede sange, ”Game Over” og ”AmeriKKKant”, der har deres gode momenter, men ikke for alvor stjæler spotlyset.
Sprængfarlig og provokerende cocktail
På papiret havde jeg dømt Ministrys koncept ude fra start. Bandet formår dog at mixe cocktailen til et sprængfarligt og energisk album, der har mange interessante pointer og fede virkemidler. Al Jourgensen bevæger sig på en knivsæg mellem kunst og politik, der er på grænsen til at skære albummet i småstykker, men på en eller anden måde kommer der alligevel en række fede numre og en unik lytteoplevelse ud af det, der helt sikkert også kan dele vandene i metalverdenen. AmeriKKKant har mange gode momenter, men er tydeligvis ikke målrettet alle metallyttere.