Liderbukse-black og hårde vilkår
Her på Heavymetal.dk er vi, tydeligvis, ikke kæmpe fans af det amerikanske blacksmadderband Midnight. På Copenhell 22 kaldte vores anmelder dem en ”billig Wish-kopi af Motörhead”, og da vi tilbage i 2012 (ja, vi har faktisk ikke anmeldt deres album lige siden) anmeldte opsamlingsalbummet Complete And Total Hell, var det med ordene ”det har effekt på hjernen som en ondskabsfuld virus, og det bedøver hjernen vildt og voldsomt på en yderst ubehagelig måde” samt karakteren 1/10. Men nu (læs: tilbage i marts måned) er Athenar, manden bag, altså klar med endnu en omgang liderbukse-proto-black!
Fest, farver og stjålne riffs
Vi kan lige så godt starte med at hive plasteret af og erkende, at Midnight nok er et af de mindst originale bands til dato. Athenar har stjålet med arme og ben fra bands som Judas Priest, Mercyful Fate, Motörhead, Venom og alle de andre helt gamle drenge. Der er speedriffs, power chords samt gumpetunge trommer over det hele tilsat lyrik om øl, fisse og Satan. Ergo stinker det hele af de tidlige 1980’ere, komplet med knirkende læderjakker, alt-for-stramme jeans, hvide sneakers, patronbælter über alles og alt, alt for mange lunkne dåsebajere samt uhyrlige mængder bøllehø. Der er retro, og så er der Midnight, der lige vælger at skrue den op på 11 i stedet.
Men trods en nærmest fornærmende og fordummende simplicitet så er Let There Be Witchery både sjov og charmerende trods lyrik som ”Let there be sodomy woman demon” eller ”Sorcery, black divination, debauchery ejaculation!”. Det er intet andet end pis og papir, fest og farvelade. Der skal ikke tænkes så meget som én selvstændig tanke; der skal bare headbanges og drikkes – slut! Det er den totale antitese til ideen om, at metalmusik faktisk er den moderne mands klassiske musik, og at man faktisk skal være særligt godt begavet for at kunne værdsætte genrens kompleksitet. Midnight er for musikken, hvad Fast & The Furious er for filmverdenen eller McDonald’s for gastronomien: tomme kalorier og et mentalt pusterum – og den slags har absolut eksistensberettigelse – alle har brug for at kunne slå hjernen fra nu og da, og her står Midnight med sit bat, klar til at slå til.
Dog er Midnight også sin egen banemand, for nok er kombinationen af alle de gamle helte fra start-80’erne herlig, men efter en halv times tid sidder man og tænker, at man jo egentligt også bare kunne sætte British Steel, Melissa eller Iron Maiden på anlægget og i stedet få den ægte, autentiske vare. For uanset hvor charmerende Let There Be Witchery er, så når den altså ikke inspirationsmaterialet til sokkeholderne, selvom ”billig Wish-kopi” er en lige voldsom udtalelse.
Legende børn og heltedyrkelse
Jeg melder mig nok ikke ind i Midnights fanklub lige med det samme, men det er bands som dette, Steel Inferno og Black Mass, der har været med til at åbne mine øjne samt give mig en tiltrængt forståelse af hele retrometalbølgen. For der er sgu noget fedt over at klæde sig ud som sine helte og lege, at det var de naive 80’ere igen, dengang man legede moviebokse, sagde kodyl til alt og kørte den ind med kartoffelkuren (okay, det var måske ikke alt, der var lige fedt!). Og det er præcis den stemning, som Let There Be Witchery rammer ned i – og så længe, man kan opretholde illusionen om, at det rent faktisk er den ægte vare og ikke bare ”børn, der leger”, så virker det. Desværre er den illusion umulig at opretholde.
