Black Mass - Feast at the Forbidden Tree

Feast at the Forbidden Tree

· Udkom

Type:Album
Genrer:Thrash metal, Black/Speed Metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

What year is it!?

Black Mass burde være et band, jeg slog hårdt ned på. Den sprudlende trio fra Boston kombinerer nemlig to ting, som jeg altid sparker til: manglende originalitet og thrash lavet efter 1980'erne. Så hvorfor i Satans uhellige navn er det så, at denne anmeldelse ikke er én lang sviner af bandet, musikken samt de værdier, de end måtte have?  Fordi trods det faktum, at bandet ikke har én original ide, og at samtlige riffs, melodier og strofer er blevet fremført tusinde gange før, så er bandets tredje album, Feast at the Forbidden Tree, et vanvittigt charmerende og veludført værk – øv!

Spil den med…

Black Mass spiller öld skööl thrash metal, faktisk så gammeldaws, at “speed-metal” måske er en mere passende titel. Tilsæt så enkelte elementer fra diverse proto-blackmetal-udgivelser som Mercyful Fates Melissa og Sodoms In the Sign of Evil – ja, så har du den lyd, som Black Mass leverer. Trods det at man konstant bliver mindet om de gamle mestre samt diverse legendariske albums, så formår Black Mass alligevel at have en sonisk identitet. Det skyldes primært Brendan O’hares bidske og hæse vokal, der faktisk lyder en kende forpint – forstået på den måde, at man har ham mistænkt for simpelthen ikke at være trænet ordentligt, således at man er nødt til at holde pause med en kop te efter hver sang. Det har nok et amatøristisk element over sig, men det er med til at give albummet et seriøst skud ungdommelig charme samt naivitet: Black Mass spiller hårdt og hurtigt, for desto hurtigere man spiller, desto før kan man komme ned fra scenen og drikke tusind bajere. I og med det er retrometal, er guitaren naturligvis i fokus, og Black Mass gør sandelig også alt, hvad de kan, for at få så mange riffs ind i hver sang som muligt. Tag et nummer som ”A Path Beyond”, hvis c-stykke minder mere om Hearts ”Barracuda” end noget, Slayer kunne have skrevet – det er blot en af de mange kærkomne små overraskelser, der gemmer sig på Feast at the Forbidden Tree. Et tilsvarende charmerende skift må være c-stykket fra ”Nothing is Sacred”, hvor Brendan har en guitarduel med sig selv, og slutteligt har vi c-stykket i ”Betrayal”, hvor vi ender ud i noget cowboyblues. Det er små perler som disse, der er med til at understrege, at selvom Black Mass stjæler med arme og ben fra deres helte, så formår de alligevel at skabe et resultat, der er helt deres eget.

Man kan dog diskutere, om deres heltetilbedelse måske tangerer plagiat på nummeret ”They Speak in Tongues”, der bedst kan beskrives som et Mercyful Fate-medley, og selve midtersektionen lyder stort set som en lidt langsommere version af ”Into the Coven”. Men når nu bandet, næsten, har opkaldt sig efter en Mercyful Fate-sang, så giver det jo også mening. Derudover så er – familiært eller ej – ”They Speak in Tongues” et fremragende nummer.

Og det er essensen af Feast at the Forbidden Tree – nemlig at uanset hvor mange andre bands albummet får en til at tænke på, så er det et fremragende værk lavet af tre knægte, der virkelig spiller røven ud af de alt for stramme cowboybukser.

Enkelte småfejl

Der er dog enkelte skønhedspletter på Black Mass’ tredje udgivelse, primært den overflødige intro, som blander ”uhyggelige” synths med thrash, og så ved bandet ikke helt, hvornår nok er nok. Selvom de spiller fremragende, så bliver flere numre lidt lange i spyttet, og der er en del minutter, der godt kunne være skåret fra. Albummets outro, ”Blood Minutes”, er den helt store synder. Det nummer er mindst tre minutter for langt. Men til trods for det så vil jeg godt lægge hånden på hjertet og sige, at dette er den bedste thrashskive i 2021 – slut.

Tracklist

  1. Intro
  2. Unholy Libations
  3. Dead to the World
  4. A.S.H.E.S
  5. A Path Beyond
  6. Nothing Is Sacred
  7. They Speak in Tongues
  8. Betrayal
  9. Blood Ritual

Tilføj kommentar