De svenske vildbasser er tilbage på sporet, med nyt pladeselskab i ryggen.

De startede som et Venom cover band i 1992, men besluttede sig for at skabe deres eget, og hvor er jeg glad for det. De har tre album på cv’et, med særlig fokus på King Of The Sidewalk fra 1996, som høstede dem stor anerkendelse. Derefter er de gradvist dalet i popularitet. De stod uden pladeselskab og uden lyst til at gøre noget ved det. På opfordringer lavede de EP’en, Metal Police, og sendte den ind til de tunge herrer hos Metal Blade. Det skulle vise sig at være en rigtig god ide.

Whiskyen er modnet

”Too Loud to Live, Too Drunk to Die” er deres første udspil for Metal Blade, og det første album i 9 år. Med opbakning fra det nye pladeselskab, er troen og vildskaben tilbage i form af et møgbeskidt og råt album. Man fornemmer den tunge røg og høje whiskyføring der har været i studiet i Stockholm under indspilningen. Havde man ikke vidst bedre, kunne det sagtens lyde som om det var indspillet på en god dag i øvelokalet, og det er ikke ment som noget dårligt, tværtimod. Den rå og primitive lyd passer intet mindre end perfekt i den her sammenhæng og med inspiration hentet fra black- og trashmetal scenen, brager de vilde svenskere derudad i et højt tempo. 13 numre med fuld smæk på, men dog stadig med tilpas variation til at pladen fanger mig fra start til slut. Musikken får naboen til at banke febrilsk på din dør og dig til at tømme flasken og skrue højere op.

Hvornår indtræffer tømmermændene?

Albummet bygger stemningen op og fører hen til nummeret af samme titel, ”Too Loud to Live, Too Drunk to Die”, som står som et af de mere fængende numre. Her er stemningen for alvor sat og der bliver skrålet og hamret derudad. Der er masser af attitude, og det er det som bærer det her band. Stilen er lagt fra start og du bliver ført af sted i samme høje tempo hele vejen igennem. Opskriften er den samme, men det gør ikke noget her. Hvis du skal lave et album hvor du bestemmer dig for at køre rock n’ roll bussen derudad, så skal du også holde speederen i bund, og det gør de. Med titelvalg som ”Scumbag” og ”Low On Cash, High On Speed”, så står det tydeligt at der er tænkt på hver en detalje. Det er løssluppent og det er sådan det skal være.

Tømmermændene indtræffer ikke så længe albummet er på, for festen er intakt hele vejen igennem. Det her album er ikke lavet på kildevand og agurk, men på en stiv whisky og kæderygning på fuld skrald. Det er en rigtig solid præsentation som jeg tror, kommer til at sætte et solidt aftryk på thrashscenen. En anbefaling skal helt sikkert lyde fra undertegnede, hvis du er til Motörhead og sågar Bathory.

Det er jävla bra!