Supergruppen over dem alle leverer varen – igen!
Ikke bare en enlig svale
Af og til falder man over albums, der er så unikke, at ord næsten ikke kan beskrive, hvor gode de er. Albums, man senere forbinder med bestemte minder og hændelser i ens liv, og kan fremkalde helt særlige tanker og følelser i kroppen. Metallicas Master of Puppets havde den effekt på mig, da jeg var ung teenager, og senere var det, blandt andre, Tools Lateralus, Machine Heads The Blackening og Downs NOLA, der krøb helt ind under huden på mig og fik en særlig plads i mit sorte metalhjerte.
Snakker vi plader, der er kommet inden for de seneste ti år, er der særligt én, der skiller sig ud i min bog, og det er den selvbetitlede debut fra supergruppen Killer Be Killed. Bandet havde, som det jo er tilfældet med de fleste supergrupper, en relativt kort levetid, og efter ganske få koncerter gik de respektive medlemmer hver til sit igen. Fans af gruppen, deriblandt undertegnede, har ventet med længsel på en opfølger, og sidste år begyndte rygterne endelig at tage til. Skulle verden virkelig forkæles med et nyt album fra Killer Be Killed? Fandme så! D’herrer Puciato, Cavalera, Sanders og Koller er på trapperne med den længe ventede opfølger, Reluctant Hero.
Svær toer? Slet ikke
Mine forventninger til Reluctant Hero har selvsagt været abnormt høje efter det deciderede mesterværk, der var deres debut. Og selvom nyeste album ikke kommer helt op på siden af sin forgænger, er det virkelig tæt på. Præcis som på debuten starter Reluctant Hero med et brag af et nummer: “Deconstructing Self-Destruction” er et øjeblikkeligt headbangfremkaldende nummer med et fedt groove, sublime riffs, formidabel energi og et fængende omkvæd. Tak for kaffe, så er vi i gang! Efterfølgende glider “Dream Gone Bad” ind fra siden og fortsætter den ekstremt vellydende metalfest, som kun få andre end Killer Be Killed kan levere, og på tredje skæring, pladens mest Mastodon-lydende nummer, “Left Of Center”, har lytteren heller ikke lov til at få luft. Pauser? Ikke tale om. Eller jo, måske alligevel, for på “Inner Calm From Outer Storms” går bandet lidt ned i tempo, men kun for at få det til at stige igen på den hardcoreprægede “Filthy Vagabond”, slagkraftige “Comfort From Nothing” samt “Dead Limbs”, som er old school death metal tilsat et omkvæd og et c-stykke, der er David Bowie værdigt. Det er Killer Be Killed, som vi kender dem: et miskmask af genrer, inspirationer og forskellige musikalske baggrunde, men det giver mening, er medrivende og ekstremt vellydende.
Den upåklagelige produktion kan igen tilskrives superproducer Josh Wilbur. Den helt særlige bombastiske lyd, der var så signifikant på forrige album, er fuldstændig intakt, men lytter man rigtig godt efter, kan man måske høre en lille forskel. Nemlig at trommeslager Ben Koller, der til daglig banker gryder i Converge, er hevet ind i bandet. Det hårdtslående trommespil fra Dave Elitch, der prægede debutalbummet, fejlede ingenting – bevares – men Koller tilføjer mere finesse og finere detaljer end sin forgænger, og det klæder musikken rigtig godt.
De modstræbende helte holder niveauet
Killer Be Killed er stadig en hvirvelvind af tung, energisk, melodisk, thrashet og ofte meditativ bombastisk metal med elementer af hardcore og punk. De er tre frontmænd med så meget på hjerte, at resultatet, ligesom på debuten, udgør mere end summen af sine respektive dele. Og trods yderst habile præstationer fra Troy Sanders og Max Cavalera er det i særdeleshed Greg Puciato, der får lov at skinne igennem på Reluctant Hero. Hans udtryksmæssige alsidighed er langt mere markant end de andres, men det er som sagt kombinationen af de tre – og ej at forglemme den formidable trommeslager – der får magi til at opstå. Igen.
Reluctant Hero er næsten det perfekte album. Debuten havde ikke ét eneste kedeligt sekund på sig og blev derfor også belønnet med den ultimative topkarakter herfra, og det er så uhyre tæt på, at Killer Be Killed gentager kunststykket. Her er måske et par numre, der i forhold til resten er en smule anonyme, men det ændrer stadig ikke på, at albummet skal have ni uforskammet store kranier. Og så skal vi også snart droppe supergruppemærkatet; Killer Be Killed er nemlig ikke bare fire stjerner, der hygger sig, men et band med sult, vilje og integritet, der, forhåbentlig, er kommet for at blive.
