En minearbejder og en skolelærer gik ind på en bar
Det tyske band Coal & Crayon har skabt musik siden 2013, og ifølge bandet selv symboliserer navnet mødet mellem hård og blød metal. Coal repræsenterer den mørke side, mens Crayon står for det bløde og skrøbelige. Tænk minearbejder møder skolelærer. Det eponyme album Coal & Crayon bygger videre på konceptet. A-siden byder på hård progressiv rock, mens B-siden bevæger sig over i blødere, mere atmosfæriske numre med masser af akustiske passager. På papiret giver det muligvis mening, men jeg var straks skeptisk over albummets flow. Fire ballader i træk? Det lugter lidt af problemer og giver mig ironisk nok flashback til skoletiden, hvor Enya malede lydbilledet til gruppearbejde.
Skolekridt, der knækker, og materiale, der flækker
Coal & Crayon beskriver selv deres musik som en kombination af Katatonia og Opeth. En sammenligning, jeg synes, er helt hen i skoven. Først og fremmest mangler de Opeths tekniske overskud, dernæst deres sangskrivningsevner, men også deres evne til at skabe komplekse, atmosfæriske lydlandskaber. Der er små hints af Katatonia, men sjældent den samme mørke dybde, der gør svenskernes musik så dragende. Coal & Crayon får mig simpelthen ikke til at føle det samme. Der mangler noget indlevelse. Hvad minder de så om? Nok mere The Ocean. Progressiv rock, der indimellem virker mere optaget af at udfordre lytteren end rent faktisk at lyde godt. Det er lidt som at få serveret en gourmet-ret, hvor kokken har brugt tre timer på anretningen, men glemt at krydre maden.
Coal & Crayon er dog ikke helt blottet for gode elementer. Tyskerne viser tænder med deres akustiske passager. På ”Ember” får vi flere flotte sektioner, man nærmest kan drømme sig væk i. Det er et stærkt nummer, netop fordi der skabes kontrast ved at blande forskellige aspekter af musik. Ironisk nok er det netop den dynamik, som albummets koncept forsøger at undgå ved at holde de to udtryk adskilt. Fjollet. Det er en skam, for opdelingen ødelægger en stor del af oplevelsen. B-siden på udgivelsen er mildest talt ikke meget værd. Fire bløde numre i træk ender med at føles som en lang pause fra den musik, man egentlig håbede på at høre.
Numrene ”Reflection Divide”, ”A Light of Autumn” og “Torn & Frail” er så intetsigende, at man skulle tro, et helt andet bandt havde stået for dem. Der mangler progression, og instrumenteringen er så tynd, at den flere gange udstiller John Killies ellers udmærkede vokal. Den bliver simpelthen efterladt til sig selv som publikummet til en Mötley Crüe-koncert. Konceptet bag Coal & Crayon er et fejlskud, og udførelsen er som selvfølge deraf dårlig. I stedet for at skabe numre med spændende kontrast ender albummet med at lyde som en samtale mellem to mennesker, der aldrig før har snakket sammen, men ved et uheld får stillet sig under en mistelten til julefrokosten.
Et fejlslagent konceptalbum
Coal & Crayon er et album, der forsøger at gøre sig mere interessant, end det reelt set er. A-siden byder på hæderlige øjeblikke, men B-siden er så begivenhedsløs, at man skal sætte vækkeuret til, før man trykker ’afspil’. Konceptet minder mere om en skolerevy uden manuskript og falder helt igennem. Resultatet er progressiv rock, der udfordrer tålmodigheden mere end ørerne. Ikke ligefrem den slags fremskridt, jeg håber på, når jeg sætter en udgivelse på.
