Bilsyn?
Bag syrerockende navne som Baby Woodrose, Spids Nøgenhat og nu Lydsyn står sanger og guitarist Uffe Lorenzen. Det nye projekt Lydsyn lover at være mere hårdtrockende end psykedeliske, netop en hjørnesten i Lorenzens andre projekter. Lydsyn har ørkensolen i øjnene, mens de på coverbilledet står omkring en bil og barsler med et mere råt produkt.
Gemene uimodsigeligheder
Når musikere og kunstnere generelt har svært ved at tjene til dagen og vejen på streamingtjenesterne, og når chefen for Spotify, Daniel Ek, samtidig er god for 10 milliarder, har Lydsyn fat i den rigtige ende tematisk. ”Musik er nr. 1” siger noget ganske indlysende, mens ”Opråb” opfordrer os til selv at skabe kulturen: ’Der er noget du kan gøre, kulturen skaber du selv’. Streamingtjenester, pladeselskaber og etablerede medier får dødsstødet, hvis folket følger Lorenzens anvisninger til paradis. Selvom det er 100 % korrekt, virker refrænet ’musik er nummer 1’ lidt uambitiøst, men jeg dropper anmelderpiedestalen, sluger stoltheden og indrømmer, at det sågu fungerer. Det indbyder til, at man synger med – et faktum, der afgør, om noget holder eller ej. ”Musik er nummer 1” holder den kunstneriske barre højt, gud ske lov uden at vinde nogen kommerciel sangkonkurrence. Til gengæld fortjener den så meget mere respekt. I ”Opråb” får Lorenzens rene vokal mere smæk på, han råber op i versene, som titlen indbyder til. Han har et internationalt strøg, og glemmer man at lytte til det danske, lyder han i passager som en ung Bowie, hvor musikken heller ikke er langt fra Bowies 70’er-glamrock.
Men træerne når langt fra op i skylaget, for den store svaghed er, at det hele er hørt før. Således er eksempelvis ”Hejremanden” ganske fed, men der intet nyt i den. Akkordbrydningerne har mange andre brugt, fordi de fungerer og ligger logisk og ligetil på gribebrættet.
Der er altid et kopinummer af en gammel dansk rocker, når Lorenzen er involveret. Her er det ”Nørrebro” skrevet af Tommy Bas, mest kendt for Gasolin’s ”Inga, Katinka og Smukke Charlie”. Et godt valg, men det er farligt, når et kopinummer tangerer bandets egne kompositioner. Og så ikke helt, for Lydsyn indlogerer sig, muligvis sammen med ’Nul Stjerner’s Morten Kirckhoff og Jan Elhøj, på ”Byens Værste Hotel”, der på bedste vis minder om Corrosion of Conformity, når de vasker ansigtet i ørkensandet. Der er støv i det der gigantiske introriff. Og så er det da et overskudsagtigt trick at bruge en guitarsolo som overgang, når man skal fra omkvæd tilbage til vers. Hver gang. Rent blær.
En højspændt svamp
Sammenlignet med nøgenhatten er Højspændt en logisk titel, for det er et rock’n’roll-album lidt i stil med gamle dages pigtrådsrock. Tænk på Poul Dissings samarbejde med Beefeaters og hit som ”Den grimmeste mand i byen”, ”Kvælerslangen” osv. De var i øvrigt alle kopinumre. Helt så hårdtrockende som pressematerialet lægger op til, er det ikke, for nøgenhattens sporer sniger sig stadig ind på et trekløver af sange. Til gengæld rammer Lydsyn skivens centrum, når de finder de store riff frem. Og de må meget gerne piske tempoet endnu mere op, sparke speederen i bund og køre kareten helt til den hårde rocks yderste udkant.
