Fremtiden ligger, måske, i fortiden

At kunstnere af alverdens genrer og stilarter kigger tilbage i tiden og fortolker de gamle mestre, er der ikke megen nyhedsværdi i. Det er gjort så meget, at man kan undre sig over, om bands nu om dage har mere gang i en afvikling end en reel udvikling af deres respektive genrer. Men det kan selvfølgelig være, at musik er som it-systemer og ender med at give plus, hvis bare minusset er stort nok. Totalt uhæmmet af denne filosofi har Danmarks ukronede syrekonge, Uffe Lorenzen, dannet bandet Lydsyn, og på debuten To Syge Skud tager trioen selvfølgelig også et smut tilbage til fortiden.

Fuzzet og frigjort

Det kommer dog næppe som en overraskelse, at – nu vi har med Uffe at gøre – rejsen går til sluttresserne og starthalvfjerdserne. Så menuen står selvfølgelig på bluesinspireret syrerock, hvor fuzzen er skruet godt op, og man næsten kan høre Steppeulvene hyle i baggrunden. Så simpelt at ingen andre i Danmark tør lave det, hvis man skal tro bandet selv.

Så selvom det ikke ligefrem er en original teknisk lyd, så er det svært ikke at blive revet med af den varme guitarlyd, der omfavner øregangen på ”Døde Stamgæster” og ”Tragisk Eskapisme”. Det er hyggeligt og lækkert, præcis som at sidde med en flok venner ude på terrassen en kølig efterårsaften pakket ind i et varmt tæppe, mens bålet – eller bassen – knitrer i baggrunden. Der mangler kun en ramme bajere, og hvilket musikalsk element rammer bedre de gyldne dråber end en god syret guitarsolo? Og skulle man synes, at det er lidt for kedeligt at sidde ved bålet, så hiver ”Jeriko” og ”Abernes Planet” dig op i gear og ind på bodegaen, hvor både røgen og hyggen er så tyk, at man næsten kan skære et stykke ud af luften og tage med hjem. Der er ingen tvivl om, at Uffe og kompagni præcis ved, hvordan man flikker en gang hyggelig og lækker syrerock sammen.

En ting er dog, at det er hyggeligt og lækkert. En anden ting er, om der reelt set sker noget på To Syge Skud. Og her er svaret overvejende nej. Numre som ”To Syge Skud” og ”Kat Ser Kat” kører i den samme rytme, tempo og melodi i tre minutter lange deja-vuer, hvor man efter adskillige afspilninger føler sig som Bill Murray i Groundhog Day. Og trods mere eller mindre samtlige numre byder på en solo, er disse ofte så korte, at det ikke ændrer på det samlede billede. Helt skidt bliver det dog på ”Hymne til Kroppen”. For på trods af at nummeret har en af pladens fedeste riffs, bydes der også på lyriske perler som: ”kvinde, dit skød skal være vådt når du bestemmer dig”, ”mand, dit lem skal stå når du tager stilling” og ”sjæl og sved og saft og sæd”. Det er så tåkrummende 70’er-pædagogisk Arne Nougatgren-skriver-en-sang-om-sex-og-selvtillid, at jeg skal have rettet mine tæer ud af en specialist.

Man får, hvad man betaler for

Sad man på en bodega eller befandt sig foran Pandæmonium-scenen en sen nattetime under Copenhell, så kan jeg sagtens se appellen i Lydsyn. Det er lækker og fuzzet syrerock, der rammer præcis den varme og hyggelige stemning, man forventer og har brug for, inden man siger godnat efter en aften i godt selskab. Men Lydsyn er heller ikke mere end det. Det er hørt og gjort utallige gange før over de sidste fem årtier, og når trioen ikke gør det bedre eller mere innovativt end deres foregangsmænd, så er det svært at se, hvorfor det lige netop er Lydsyn, man skal vælge.