The City of Angels
Med L.A. Collection skruer Lucer tiden tilbage til der, hvor det hele startede. Ah, ja – de gode gamle dage med den kompromisløse rock’n’roll, hvor der ikke er så meget at rafle om. Tekster om at leve på kanten, fede biler og rock og rul (ja, det lyder bare ikke lige så fedt på dansk) er som en tidslomme fra midt-80’erne. Med klare inspirationer fra særlig AC/DC og andre kæmpe spillere som ZZ Top, Airbourne og Jet kan det kun blive en fest med L.A. Collection – spørgsmålet er så bare, om det er en fest, man har lyst til at deltage i.
I skyggen af idolerne
Albummet her byder på sange, der er skrevet, før du muligvis hørte den MyROCK-rutinerede ”Bring Me Good News”. Ja, vi er faktisk helt tilbage til den spæde start, hvor Lucer startede med at skrive sin musik, men så alligevel valgte at gå i en markant anden og poppet retning. Der er altså tale om gammelt materiale krydret med lidt nyt, og med sine 37 minutter byder albummet på ni forskellige skæringer, der hver især følger den samme formel. Det vil altså sige den klassiske rockformel med ligeud-ad-landevejen-4/4-takter med groovy lead- og rytmeguitarrundgange, bluesy soloer og lige-på-slaget-trommer. Det er der for så vidt ikke noget galt med; det hører jo genren til. Problemet her er bare, at det er hamrende uoriginalt at lytte til. Man kan ikke undgå at holde det op mod eksempelvis AC/DC – fordi musikken læner sig så meget op ad netop dem både i spillestil, udtryk og opbygning.
På albummets første nummer, ”Make My Getaway”, hører vi en vokal, der virkelig har taget noter fra en Bon Scott med de klassiske fraseringer, dertil et omkvæd med råbekor og et klassisk guitarriff, der starter stille ud, inden det hele sparkes i gang. Starten på næste nummer, ”Living on the Line”, lyder som en alternativ udgave af ”Rock and Roll Ain’t Noise Pollution”, og sådan fortsætter det ellers mere eller mindre med at finde referencer til de store klassiske bands. Og det er faktisk temmelig ærgerligt, fordi sangene er i og for sig fine, og bandet spiller genren med selvtillid. Hele problemet med L.A. Collection er, at udtrykket på albummet er hevet og flået forskellige steder fra, hvilket gør, at det personlige udtryk fuldstændig forsvinder fra overfladen.
Rendyrket masseproduceret rock’n’roll
Lucers tidligere udspil byder på en langt højere diversitet i spillestil og udtryk med deres poppede tilgang til rockmusikken, og L.A. Collection er en hyldest til deres musikalske idoler for at minde dem selv om, hvorfor de i alverden blev grebet så meget af rockmusikken. Og det er jo en fin gestus, og jeg håber faktisk, at de vil bringe noget af den beskidte lyd og vildskab mere ind i deres lydunivers. Når det så er sagt, så er L.A. Collection en halvtam og kompromisløs rockudladning, der trods sin præmis er hamrende uoriginal, fordi den lyder som alle AC/DC-sange.