Et band i konstant udvikling
Det har været en sand fornøjelse at være vidne til finske Lost Societys musikalske udvikling gennem deres karriere. Fra de første to udgivelser, der bød på rendyrket rå, beskidt og punket oldschool thrash, til den forrige, noget nær perfekte og nuancerede moderne metalplade If the Sky Came Down (2022). Derfor var jeg heller ikke sen til at byde mig til som første kandidat til at anmelde bandets kommende sjette album, Hell Is a State of Mind.
Orkestreret vanvid
Indrømmet, det var måske en anelse naivt af mig at tro, at Samy Elbanna og co. havde fundet deres ståsted. I det promoveringsmateriale, der følger med udgivelsen, afsløres det, at bandet denne gang har samarbejdet med et symfoniorkester. Tidligere sange, som for eksempel den fremragende ballade ”Awake”, var da også akkompagneret af strygere, men en hel plade med et symfoniorkester? Det fik alligevel skeptikeren frem i mit blåøjede jeg.
Efter utallige gennemlytninger har jeg taget tilløb ad flere omgange til at forfatte denne anmeldelse. Med andre ord: Jeg har virkelig prøvet, om jeg kunne holde af det her album, men ak og ve. Hell Is a State of Mind er en temmelig rodet affære. Gruppens adgang til et symfoniorkester har måske været for overvældende. Der er i hvert fald smæk for skillingen, for stort set alle numre kvæles i strygere, der ligger så højt i mixet, at man nærmest irriteres over dem. Der er enkelte lyspunkter: ”Kill the Light” er et udmærket nummer med en lille thrash-kant at spore i omkvædet. Symfoniorkesterets tilstedeværelse i C-stykket opnår nærmest filmisk karakter. Bevares, det er ikke noget mesterværk, men absolut et af pladens bedre numre. Det samme er ”Dead People Scare me (But the Living Make Me Sick)”, hvis omkvæd minder om Murderdolls. Det udkom som single allerede sidste forår og er derfor lidt ’the odd one out’, da det ikke er blevet ’symfoniseret’ – så at sige.
Samy Elbannas talent kan ikke betvivles, og hans alsidighed både som vokalist, sangsmed og guitarist er en force, bandet nyder godt af. På åbningsnummeret ”Afterlife” eksperimenteres der med rapmetal, på ”Synthetic” er vi ude i noget industrial, og guitarsoloen på ”Personal Judas” er decideret hårrejsende. Desværre fylder symfonihalløjet alt for meget i lydbilledet, og det er slet ikke nødvendigt. For mig er Lost Society et råt bæst. Jeg har set bandet live; det var en oplevelse ud over det sædvanlige. Samy Elbannas professionalisme kombineret med primal vildskab var så imponerende, at koncerten har brændt sig fast i min hukommelse.
Hvo intet vover
Lost Society er et visionært orkester; det i sig selv er prisværdigt. Et band i konstant søgen efter en ny lyd uden at være begrænset af en bestemt genre. Med Hell Is a state of Mind har de begået en moderne symfonisk metalplade med afstikkere til flere genrer, end godt er. For det er svært at finde en balance eller rød tråd i roderiet. Symfoniorkesteret fungerer heller ikke som limen, der holder sammen på det hele, tværtimod bidrager det blot til kaosset. Bandet har tidligere vist, at de mestrer genrer som groove, thrash, metalcore og endda post-grunge, men når man så samtidig smider et fyrre mand stærkt symfoniorkester indover, så giver det lidt ’mad scientist’-vibes, desværre uden den store succes.
