New band, who dis?
Riverflame er et så nyt projekt, at de ikke engang har en profil på Metal Archives endnu. Selv deres bandcamp-profil er dags dato helt utrolig nøgen. Artisterne bag er dog ikke helt så nye – de har alle slået deres folder i betydeligt mere prominente bands som Hail Spirit Noir, Ponte del Diavolo og Owls. Så nok er bandet nyt, men det er altså erfarne herrer, der står stolt og rankt ved roret. Men hvad sker der så, når Italien, Frankrig og Grækenland mødes? Riffs, riffs er, hvad der sker!
Slå nu gækken løs!
Bandet selv skriver om pladen her, at man kan forvente en omgang episk middelalder-black med neo-klassiske arrangementer inspireret af Summoning og Stormkeep. Se, det lyder jo helt perfekt og som vand på min mølle! Normalt skal man dog lige huske på, at bands – samt management – har det med at skrue ekstra op for patos, når det kommer til at sælge et produkt. Her er beskrivelsen dog ganske passende, for det er meget tydeligt, at Riverflame er gået all in på at lyde så imposant som muligt.
Jeg må dog indrømme, at det ikke er det mest middelalderlige middelalder-black, jeg endnu har hørt. Tit og ofte lyder det tættere på noget, man kunne forvente af Dimmu Borgir, Emperor og sågar Rhapsody. Jovist, der er da det instrumentelle nummer, ”Lunar Crusades”, som lyder som soundtracket til et middelaldermarked eller en lav-budget fantasyfilm fra 1990’erne, men derudover er musikken relativt standard symfonisk melo-black, som man trods alt har hørt en hel del gange før.
Det jeg sådan for alvor savner, er galskab – og morskab. Ægte middelalder-black skal være utrolig fjollet og ikke være bange for, at andre griner og peger fingre. Alt skal overdrives, alt skal skrues op på 11, og der skal flyve udstrakte langemænd rundt til alle dem, der fniser. Det mangler totalt på Lunar Crusades. Denne her udgivelse tager sig selv alt, alt, ALT for alvorligt, og resultatet bliver derfor en skive, hvor man føler, at der bliver holdt alt for meget igen. Først på det allersidste nummer, ”Before the Eternal Night”, tør de faktisk give den max gas – og det er altså alt for sent.
Fokus, for helvede!
Har Riverflame en reel fremtid? Jeg ved det ikke helt, men min krystalkugle ser noget tåget ud, når jeg spørger den. Der er ingen tvivl om, at det her er et sideprojekt lavet af en række musikere, som i forvejen har for mange jern i ilden. Det er ikke en dårlig skive, og d'herrer spiller lige så fremragende, men der er bare stadig rigtig langt til, at det her er en god skive. Der er ikke tale om venstrehåndsarbejde, men det er nok gået lige hurtigt nok. Så hvis Riverflame skal have en fremtid, kræver det altså, at artisterne bag smider meget mere fokus og indsats ind i det. Desværre.