Knap så nyt liv
Knap to år efter at have udgivet deres debut-EP, Livet Brænder, er de københavnske hardcoregutter i Nyt Liv klar med debutpladen, Ensomhedens Kolde Kald. At bandet kalder sig Nyt Liv, er der dog en vis ironi over. Bandet tæller nemlig tidligere medlemmer fra As We Fight og Pilgrimz – to bands, der begge gik i opløsning for mere end fem år siden. Så man kan roligt sige, at det er en erfaren flok, vi har med at gøre. Noget, der bestemt burde love godt for, hvordan pladen lyder.
Hardcore for proletariatet
I en tid hvor hardcore som oftest bliver nævnt i forlængelse af ordet ”post”, hvor det er de store armbevægelser og følelser, der er i spil, hvor det nærmest ikke kan blive stemningsfyldt, atmosfærisk og poetisk nok, er Nyt Liv et kærkomment skift. Misforstå mig ikke, post-hardcore kan være fedt, men markedet er efterhånden mættet. Ensomhedens Kolde Kald er dansksproget hardcore fra dengang post var noget, man sendte til hinanden. Det er 10 sange, der kender sin besøgelsestid og er helt nede på jorden. I små 27 minutter med udgangspunkt i hverdagsproblemerne for manden på gulvet bliver verdenssituationen tacklet med tekster, man ikke behøver have en doktorgrad i lyrik og sangskrivning for at kunne dechifrere.
Dermed ikke sagt, at pladen er fuldstændig blottet for stemning eller følelser. De er, som med resten af pladen, bare meget mere ligetil, rå og ærlige, ligesom man forventer det af en god omgang hardcore. På trods af en til tider ret ensformig sangstruktur og levering – vokalist Michael Aagesen viger aldrig en tøddel fra et standard hardcoreråb – formår Nyt Liv at frembringe vidt forskellige følelser i deres numre. En forskellighed der høres tydeligt på ”Det Skal Du Nok Blive” og ”Løgne”. To numre der kommer lige efter hinanden, men hvor førstnævnte har en meget opløftende, nærmest positiv stemning, er sidstnævnte had, fjendtlighed og intet andet. Dette viser meget godt den diversitet, Nyt Liv skaber, i en genre der godt kan være lidt firkantet. Bevares, der bliver da smidt et par rockede riffs ind, men hvor går grænsen egentlig mellem hardcore og punkROCK?
Nogle af numrene lider dog, som kort nævnt tidligere, under lidt ensformighed. Der bliver bygget stille og roligt op, ind kommer vokalen, og nummeret starter reelt set først der. Når man har valgt ikke at bruge mere end små 27 minutter, skal der helst ikke være noget fyld. Og specielt albumåbneren ”Kniven” er meget skyldig i dette, da den på intet tidspunkt i sine tre minutters varighed formår at komme ordentligt i gang, og står derfor som pladens absolut svageste nummer. Dermed ikke sagt det er dårligt, det fungerer bare ikke så godt på en så kompakt plade.
God gedigen hardcore
Ensomhedens Kolde Kald er den god plade, det kommer vi ikke udenom. Med alle de fusionsgenrer og post-mig-her og post-mig-der er det fedt at få serveret en omgang simpel hardcore, hvis eneste tvist er en håndfuld rockriffs. Pladen skal lige i gang. Men derefter er det en plade, der lige til at gå til, og på intet tidspunkt er man i tvivl om, hvad der foregår eller menes. Det er ærligt, det er råt, og det er lige, som hardcore skal være.
