Solid prog-power fra Kongen
Alt godt kommer til den, der venter
For den garvede lytter af progressiv power metal er en introduktion af Lance King næppe nødvendig. Den fænomenale amerikanske sanger, der tidligere har slået sine folder i dansk-amerikanske Pyramaze samt Balance of Power, er nu, langt om længe, aktuel med sit andet soloalbum, ReProgram. Det er otte år siden, vi sidst hørte hans gudsbenådede stemmeorgan folde sig ud på albummet A Moment In Chiros, men jeg skal da lige love for, at ventetiden ikke har været forgæves.
Rutinerede kræfter spiller med musklerne
Lance King startede for år tilbage sit eget pladeselskab, Nightmare Records, og det er med stor sandsynlighed driften af dette, der er årsagen til, vi ikke har hørt et soloudspil fra Lance King siden 2011. Vi skal dog ikke mange sekunder ind i ReProgram, før manden kan tilgives for at have haft fokus på andet end sin musik.
Titelnummeret åbner pladen efterfulgt af blandt andet “Stand Your Ground” og “Limitless”, og disse tre numre må ingen fan af genren sidde overhørig. Kompositionerne er af næsten episke proportioner, omkvædene storladne og fængende, og der er i det hele taget ikke mange kedelige øjeblikke. Guitarsoli og diverse harmonier, som pladen bestemt ikke er nærig med, fås heller ikke meget bedre. Det er nemlig garvede musikere som Kim Olesen og Morten Gade Sørensen fra Anubis Gate, Markus Sigfridson fra Darkwater og Rich Hinks fra Annihilator, der skaber bagtæppet til hovedpersonens fantastiske vokal. Og alt imens dette musikalske dream team folder sig ud, sidder Jacob Hansen og drejer på knapperne.
ReProgram vokser for hver gennemlytning, men hver eneste gang er det afslutteren “A Mind at War”, der får de små hår til at rejse sig. Den ti minutter lange magtdemonstration ud i alt, hvad remmer og tøj kan holde, er en næsten ubeskrivelig fed fornøjelse og bør skamlyttes af alle musikelskere uanset deres genremæssige præferencer.
Himmelsk metal med et par skønhedsfejl
ReProgram rummer et par numre, der ikke er helt oppe på samme høje niveau som de øvrige, og det går en anelse ud over sammenhængskraften og helhedsindtrykket. Albummets største svaghed er dog teksterne. Lance King kalder selv sin musik for Celestial Metal, der skal forstås som et sammensurium af progressiv metal, power metal og andre elementer fra de sidste 40 års rockhistorie – med filosofi og eksistentialisme som centrale tematiske omdrejningspunkter. Som resultat har lyrikken en tendens til at blive en anelse for langhåret og lommefilosofisk, hvilket momentvis virker lidt søgt. Er det ikke ens kop te, kan man dog nemt nyde musikken uden at lytte nærmere til teksterne. Den velkendte progressive power metal med de storladne omkvæd og de fængende melodier er nemlig imponerende nok i sig selv og kan anbefales til alle fans af genren. Og lad os så også lige håbe, at der ikke går otte år mere, før vi får næste album.